Under overskriften »Seminarielærere sætter aldrig deres ben i skolen« siger Laust Westtoft i Folkeskolen nummer 29-33, at praksischokket ville blive mindre, hvis seminarielærerne havde opdateret kendskab til folkeskolen.

Men for det første viser et forsigtigt skøn over Dansk Magisterforenings medlemsprofiler, at halvdelen af seminarielærerne har en baggrund i folkeskolen, og med det store boom i ansættelser de seneste ti år må det formodes, at rigtig mange seminarielærere har et godt kendskab til folkeskolen. For det andet deltager seminarielærere i praktikprojekter og udviklingsarbejder med folkeskolen som omdrejningspunkt.

Angående praksischokket må det konstateres at være et evigt aktuelt og universelt problem. Således drøftede man også problemet i begyndelsen af 80erne, hvor jeg gik på seminariet, og praksischok er et kendt fænomen i alle lande uanset hvordan undervisningen er organiseret. En af forklaringerne er, at mangfoldigheden i virkelighedens verden ikke lader sig indfange af teorier.

Det er derfor alt for enkelt at forklare de nyuddannede læreres praksischok med seminarielærernes manglende kendskab til folkeskolen.

Men derfor bør seminarier og folkeskoler sammen forsøge at minimere praksischokket, hvilket formentlig bedst gøres ved en fælles indsats for at hjælpe de nyuddannede lærere gennem det første par år.