Kongerækken. Den kunne jeg ikke. Nu kan jeg den halve. Med mine 40 år hører jeg til den generation af elever, der ikke lærte ret meget udenad. Et par tyske verber, de første 13 grundstoffer i det periodiske system samt året for den franske revolution. Så stopper det der. Og det var der tænkt over. Indhold og overblik blev og bliver prioriteret. Det havde sine historiske grunde. Der var gået for meget pegepind og remsen op i mine forældres skole. 70ernes friere pædagogiske syn var nødvendigt. Folkeskolen var ind i 60erne endt i beton. Man stod helt stille i den ene grøft. Nu er det så bare, at vi måske har kørt rigelig lang tid i den modsatte grøft.

Det var kongerækken, jeg kom fra. Hver konge siger noget om sin tid. Frederik den 6.s (1808-1839) stramme facade og så alligevel borgerlige familieliv hænger nært sammen med den tids nye tanker om borgerskabets indflydelse og demokrati. Frederik den 7. (1848-1863) kan helt slippe tøjlerne og gør det også privat med grevinde Danner. De to kongers regeringsår sætter dem fast i tiden. Det fornemmer børn også. Og så er det faktisk sjovt. Sjovt at lære udenad sammen. Vi skulle lære to konger hver dag i 14 sommerferiedage, mine døtre på 12 og ni og jeg. Det blev det så ikke helt til, men vi var flittige. Og det er da rigtigt, at i begyndelsen var det bare tal. For dem. Indtil Cordelia spurgte, hvornår H.C. Andersen levede, og begyndte at regne ud, hvor mange konger han havde levet under. Det er historie, når historie er bedst. At bag årstallene gemmer der sig netop historier. Fortællinger, som hænger sammen i en lang kæde, der fører lige hen til en selv, hvis man bliver ved at fortælle længe nok. Dertil kommer glæden ved at kunne noget.

Kongerækken gjorde det samme for mine to piger, som trosbekendelsen hvert år gør for konfirmanderne. Den forekommer uoverskuelig, når de begynder. Mærkelig på alle måder. At skulle kunne den udenad, inden der er gået et halvt år, slår gummiskoene væk under dem. Indtil vi går i gang. Stille og roligt, hver gang vi mødes. Gentager den, igen og igen. Rapper den. Synger den. Laver kanon ud af den. Tager den forfra, bagfra og på hovedet. Og så sidder den der. Den rankhed, der kommer ud af det, er det hele værd. Den stolthed, de fremsiger den med. Og den glæde, de har vedat gentage den til juleafslutningerne med skolen, når de kommer igen i 9. klasse. Det kan godt være, at de ikke lige er så gode til at synge med på julesalmerne og heller ikke rigtig gider, men når det kommer til trosbekendelsen, så er de med. I den grad. Indtager rummet. De er ikke længere på besøg, men ejer rummet i lige så høj grad som organisten og jeg selv.

Det er til at blive glad i låget af. For det er vel det, som det hele går ud på. At give børnene og de unge den der rankhed. Den stolthed, at de selv synes, at de kan noget. Nu er der så måske en og anden, der vil mene, at det ikke er alle børn, der vil kunne fem kongerækker og tre trosbekendelser lagt oven på hinanden udenad. Dertil er bare at sige, at det er at undervurdere. Der er måske nogle, der skal have den flere gange end de andre og må arbejde hårdere for det. Men lad mig sige det sådan: I mine 11 år som præst, først i Hvidovre og nu i Slagslunde-Ganløse, har det ikke været de fagligt svage, som ikke kunne trosbekendelsen. Tværtimod. Den har måske undertiden siddet lidt løst hos et par stykker, der ikke lige gad. Men det skal vel ikke gå ud over alle dem, der på en simpel måde bliver bekræftet i, at her er noget, de kan.

Kathrine Lilleør er sognepræst og formand for Grundskolerådet