0   93

Skolelederen, der blev sendt hjem

Vigtige forudsætninger for, at den frie undervisning på Hellerup Skole kan fungere, er sparet væk, siger den oprindelige skoleleder, Anker Mikkelsen. Han fortæller for første gang sin historie

Skoleleder Anker Mikkelsen kommer hjem til sit hus i Hellerup midt om natten. Han er træt efter at have været undervejs fra Australien i mere end et døgn, men han er også tilfreds.

Hans skole, den helt nye Hellerup Skole, har vakt stor interesse på en international konference om skoleudvikling, og i den forbindelse har han holdt en lang og tiltrængt ferie i det fjerne land. Det er den 29. januar 2003, og han glæder sig til at komme i gang igen. Efter det første, vanskelige halve år er skolen ved at komme på skinner, føler han.

Artiklen fortsætter under banneret

I entreen ligger et brev fra skoledirektøren i Gentofte Kommune. Anker Mikkelsen skal komme op på forvaltningen, før han tager ud på skolen.

Næste morgen cykler han hen til skoledirektøren. Han får beskeden: Du er ikke længere skoleleder på Hellerup Skole. Du er stadig leder, men uden skole.

Så rask som nogen sinde

Anker Mikkelsen ser stadig lamslået ud, når han fortæller om den dag. Selv om han er kommet videre. I dag er han skoleleder i Hørsholm.

Han ved stadig ikke rigtig, hvorfor Hellerup Skole blev taget fra ham. Han var syg, fik han at vide. Og sandt nok blev han syg i Australien. Han fik en blodprop i hjertet. Han ringede selv hjem til skolen og fortalte det to dage efter. Da var han allerede erklæret rask igen. Den australske læge, der behandlede ham, sagde, at han roligt kunne fortsætte sin ferie som planlagt, og sit liv i øvrigt.

Det er et overstået kapitel nu. En turbulent periode i hans liv, men han vil alligevel gerne fortælle Hellerup Skoles tilblivelseshistorie.

Dels for at få slået fast, at han altså ikke er syg, men sund og rask og i fuld vigør som leder et nyt sted.

Dels for at fortælle om nyskabelsen Hellerup Skole, som han i så høj grad har været med til at udvikle, men som også har lidt under en række besparelser, der har været som grus i den progressive pædagogik på skolen.

For Anker Mikkelsen begyndte historien, to et halvt år før det pludselig var slut, med en annonce i Folkeskolen, hvor Gentofte Kommune søgte en leder, der skulle være med til at skabe en ny og spændende skole.

»Vi har vel alle drømmen om at bygge en ny skole. Det skulle være en skole, som ikke var set før, noget helt ekstraordinært. Jeg søgte og fik jobbet«.

På det tidspunkt havde han været leder i Sønderjylland i 12 år.

I begyndelsen rejste han og projektgruppen Skub rundt i verden for at få inspiration og ideer. Ud over at være med til at udforme skolen sparrede Anker Mikkelsen med en referencegruppe, der bestod af forældre, lærere og borgere. Han prøvede ideer af, rettede dem til og fik nye ideer og fik dem legitimeret. Samtidig holdt han møder med forældre og andre interesserede.

»Mange var bekymrede over den grad af frihed for børnene, som vi lagde op til. Jeg mener for eksempel, at man godt kan lave aftaler med børn, og så justere dem, hvis de ikke holder«.

Anker Mikkelsen skulle sælge ideen om en ny, moderne og progressiv skole. En politiker sagde direkte til ham: Sælg skolen, så der kommer børn nok. Selv var han ikke så bange, men han indrømmer, at han alligevel var glad, hver gang et nyt barn tjekkede ind på skolen.

Projektet begyndte at glide

Skolen skulle åbne august 2002. Børnene strømmede ind. 524 børn endte det med. Det var væsentlig flere, end de havde regnet med. Samtidig flyttede kommunens 10.-klasser ind. Der var ikke plads til dem andre steder. »Det var godt nok en stor udfordring oveni«.

I den sidste del af byggefasen dukkede nye mørke skyer op i horisonten. Projektet begyndte at skride på forskellige vitale punkter.

Den udstrakte frihed for børnene skulle administreres via et pc-baseret logbogs-system. Alle elever fik et smart-card, som de kunne logge sig ind på alle computere med. De skulle dagligt oplyse om, hvad de havde lavet, og ugens timetal skulle også registreres her. Lærere og forældre kunne så i denne elektroniske logbog følge med i elevernes arbejde.

»Logbogen var en meget væsentlig forudsætning for det frie system og den pædagogik, vi ville køre. Men Skub insisterede på at købe et bestemt it-system. Det kom aldrig til at fungere. Når børnene loggede ind, gik det langsomt, og til sidst gik det helt ned. Vi brugte mange kræfter på det, samtidig med at vi skulle have resten af skolen til at køre«.

Så var der de såkaldte projektakvarier gennemsigtige, lydtætte rum, hvor eleverne kunne fordybe sig i fred og ro.

»Akvarierne blev taget ud i løbet af for-året med den begrundelse, at der ikke var penge nok. Det var en stor, stor fejl. Jeg var meget ked af det. Det var en af de ting, jeg havde fremhævet over for forældre, som var betænkelige ved den åbne skole: Vi har rum, hvor børnene kan arbejde uforstyrret«.

Han trøstede sig med, at projektakvarierne kunne komme senere, når behovet for alvor blev synligt i skolehverdagen.

Det blev mere fritidspædagogik

De såkaldte fleksible rumdelere blev også sparet væk.

»Rumdelerne skulle kunne trækkes eller køres hurtigt og nemt og skabe små rum i rummet eller afgrænse et hjemområde fra fællesrummet, hvis der var behov for det, og det er der: Børn laver huler«.

At den elektroniske logbog og computerne i det hele taget ikke kom til at fungere, og at rumdelere og fordybelsesrum blev sparet væk, gik naturligvis ud over undervisningen.

»Skolen blev i høj grad indrettet til fritidspædagogik. Der blev sparet lige præcis dér, hvor det gjorde ondt på undervisningspædagogikken, men det ville komme ind senere, trøstede jeg mig med«.

Noget, der gav slinger i valsen, var også det nej, Anker Mikkelsen fik til at ansætte lærerne i god tid.

»Der var ikke mange lærere, som kendte den type skole, og slet ikke i de konkrete detaljer. Jeg ville gerne have dem i hvert fald en uge før sommerferien, så vi kunne få tid til at diskutere konceptet igennem. Men jeg fik to dage, inden skolen startede, og vi blev nødt til at bruge kræfterne på gruppedynamik, for det var jo 60 mennesker, som ikke kendte hinanden«.

»Lærerne kendte slagordene med flekstid og frihed, og de kendte det pædagogiske grundlag for skolen, men det var svært for dem at finde deres roller i de selvstyrende team. Det var meget kompetente lærere, vi havde fået. Men de vidste ikke, om de skulle diskutere værdier eller skemalægning«.

»Medarbejderne blev i nogen grad svigtet. De fik ikke redskaber nok. Først senere fik vi hjælp af kommunens pædagogiske konsulenter«.

Han glæder sig over, at forvaltningen siden har erkendt, at det ville have været en god ide at ansætte lærerne tidligere.

Endelig ferie

Alle havde utroligt travlt, husker han, men det er normalt, når man starter en ny skole. Efterhånden begyndte det at fungere. Ingen børn holdt op. Forældrene var glade. Medieinteressen var enorm. Politikere, skolefolk og andre interesserede myldrede ind for at se den nye skole.

»Det var meget spændende. Jeg elskede at fortælle om skolen. Men efterhånden lukkede vi ned for det. Det blev for anstrengende for lærerne og børnene. I november-december havde vi næsten helt lukket«.

Hverken han eller viceinspektøren havde haft sommerferie. De besluttede derfor at holde den på skift i henholdsvis december og januar.

En beslutning, som Anker Mikkelsen siden kom til at fortryde. Da han kom hjem fra Australien, var det første, han så, brevet fra forvaltningen.

Han havde holdt et inspireret foredrag om det pædagogiske og arkitektoniske eksperiment i Danmark. To dage efter fik han en blodprop i hjertet. De australske læger gav ham med det samme en såkaldt ballonudvidelse og erklærede ham rask.

Han fortsatte sin ferie og vendte planmæssigt hjem to uger efter, solbrændt og mere frisk end længe, følte han. For så at få at vide, at han var for syg til at være leder af Hellerup Skole.

»Jeg spurgte, om vi ikke kunne vente et par dage og høre, hvad min læge sagde, men fik at vide, at beslutningen var taget. Jeg måtte end ikke tage ud på skolen. Det kastede en grim skygge over sagen. Jeg fik ikke sagt farvel til medarbejderne før ved sommerfesten et halvt år senere. Og slet ikke til skolebestyrelsen«.

»Det var en kold tyrker. Jeg havde åndet og levet for det projekt i to og et halvt år. Nu sad jeg bare derhjemme. Jeg var nærmest i koma. Først sidst på foråret tog jeg mig sammen og fik skrevet nogle af de pædagogiske tanker og ideer med projektet ned«.

Så så han jobbet som skoleleder i Hørsholm i Folkeskolen, søgte det og fik det.

»Skub elskede mig ikke, for jeg blev ved med at sige, at skolen ikke var færdigbygget endnu. Men jeg må jo tro, at det var en bekymring for mit helbred, der gjorde, at jeg blev sat fra bestillingen«.

»Den var bare lidt malplaceret, for jeg har det bedre efter blodproppen end før«.

Han er sikker på, at de fleste skoler i Danmark en dag arbejder ud fra det syn på børn og læring, der ligger bag Helle-rup Skole.

folkeskolen@dlf.org

hlauritsen@dlf.org

jvolsen@dlf.org

Bog om Hellerup Skole

Anker Mikkelsen har skrevet sine tanker om pædagogikken på Hellerup Skole ned i en bog, som nu offentliggøres på www.folkeskolen.dk


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet