Der hviler et stort pres på de kommunale arbejdsgivere og DLF ved overenskomstfornyelsen i foråret 2005.

Vil det, for kun anden gang siden lærernes overgang til forhandlede overenskomster med kommunerne i 1992 og 1993, lykkes at indgå et forlig ved de frie forhandlinger mellem parterne?

Eller skal vi endnu en tur gennem Forligsinstitutionen med mæglingsforslag, specielle urafstemningsregler og eventuel sammenkædning af afstemningen med andre kommunale organisationer.

Hvis det heller ikke lykkes, venter der en konflikt med de overenskomstansatte lærere og børnehaveklasseledere i strejke eller lockout.

Det er en anerkendt erfaring, at det ikke er i Forligsinstitutionen, at et forhandlingsresultat bliver forbedret snarere tværtimod. Forligsmandens rolle er alene at sikre freden på arbejdsmarkedet.

For lærerområdet har de frie forhandlinger siden 1993, med undtagelse af 1997, ikke været nogen succes. Alle de øvrige gange er forhandlingerne endt i Forligsinstitutionen.

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor overenskomstforhandlingerne er så vanskelige på vores område: Står vores krav og forventninger ikke i forhold til noget reelt opnåeligt? Spiller det tidligere tjenestemandssystem fortsat en rolle i vores bevidsthed? Eller er en sammenblanding af lønspørgsmål og centrale arbejdstidsændringer en uheldig cocktail?

Alternativet uden de frie overenskomstforhandlinger er ikke attraktivt. Det er nemlig statslig lovgivning helt uden medlemsdemokrati.

Hvis vi vil noget med de frie overenskomstforhandlinger, skal det snart vises gennem resultater.

Ellers skal statens forligsmand endnu en gang klare paragrafferne, og de faglige ledere kan fralægge sig ansvaret.