Mads Holm og Hartvig Mumm finder mine indlæg om den kommende kommunalreform provokerende (Folkeskolen nummer 24). Det skyldes, at jeg ikke inddrager rummelighedsdebatten i strukturdebatten. Kritikken er på sin plads, men jeg valgte alene at fokusere på KLs overvejelser om paragraf 20.2-undervisningens placering i strukturdebatten, så der ikke kom for meget støj på linjen fra andre temaer.

Rummelighed har naturligvis betydning for, hvilken skole vi ønsker i Danmark. Jeg vil gerne bidrage med endnu et »provokerende« indlæg. Jeg mener ikke, kommunerne er specielt rummelige, når de planlægger skolevirksomhed. Det er i kommunernes øjne groft sagt kun lærerne og børnene, der skal være rummelige. Det er ikke kommunerne, som skal finde plads til rummelighed og specialpædagogisk faglighed, når de forvalter paragraf 20.2 i folkeskoleloven. Det giver store problemer, når fagligheden fravælges, og kommunerne overvejende sætter deres lid til økonomiske og ideologiske tilgange til velfærdsstatens udvikling. Per Schultz-Jørgensen peger også på denne problematik.

Fra mit vindue den vidtgående specialundervisning bærer jeg frygten for fremtiden på den udprægede mangel på specialfaglig indsigt hos skoleplanlæggerne i forvaltningerne. Det ses tydeligt i debatten om kommunalreformen her i bladet.

Jeg efterlyser kommunernes holdning til, i hvor høj grad børn med særlige behov skal rumme deres unormale situation i den rummelige folkeskole. Paragraf 20.2-børnenes udviklingsperspektiv er svær at få øje på i den alt-inddragende skole.

Selv professor Egelund er nået til den konklusion, at paragraf 20.2-børnene ikke skal inkluderes (Folkeskolen nummer 24), hvad der er helt nyt for mig, da han flere gange har underholdt med det modsatte.