Blandt nutidens pædagogiske idealer er »rummelighed« og »afkategorisering« begreber, som ikke altid går hånd i hånd med den økonomiske virkelighed, hvilket kan få ganske alvorlige konsekvenser for et stort antal børn.

Indførelsen af »den rummelige skole« kan nemlig blive som at købe på afbetaling. Det er ikke nok, at man i kommunerne kan overse de økonomiske konsekvenser det første år. Beslutter man efter et par år, at et barn i stedet for placering i en specialforanstaltning bør integreres med støtte i det almindelige miljø, så er det en beslutning, der har konsekvens resten af den tid, barnet er i institution eller skole. Af hensyn til barnet kan man dårligt tillade sig at fortryde efter nogle år.

Det er således en beslutning for resten af barnets tid i skole og institution. En beslutning, der koster, fordi barnet antagelig vil have brug for en ekstra støtte mange år frem. Hvis man kommunalpolitisk hopper fra om nogle år, har man anbragt medarbejderne i en håbløs situation, hvor de skal »få tingene til at hænge sammen« uden de nødvendige resurser. Og dermed bundet børnene i en ligeledes håbløs situation uden de relevante pædagogiske tilbud, de har krav på.

Dette handler ikke om, at rummelighed i skole og dagtilbud er »af det onde«. Nej, rummelighed bør være en selvfølge. Men skal »projekt rummelighed« lykkes, må der også flere timer og flere penge til. Man kan under alle omstændigheder ikke skabe mere rummelige institutioner ved blot at træffe en politisk beslutning om at afkategorisere.