Lydtræning giver bonus

Børn, der er disponeret for ordblindhed, har fordel af lydtræning i børnehaveklassen. Det kan man se helt op i 7. klasse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisning i sproglyde i børnehaveklassen og målrettet arbejde med forbindelsen mellem bogstav og lyd er en rigtig god idé. Det kan nemlig hjælpe børn, der ellers ville have forøget risiko for ordblindhed, til at læse bedre. Helt op i 7. klasse kan der måles en positiv effekt blandt de børn, der har fået en særlig tilrettelagt undervisning i sproglyde, eller fonologisk opmærksomhed som det også hedder, i børnehaveklassen. De er simpelthen sikrere og hurtigere læsere, viser en undersøgelse fra Center for Læseforskning ved Københavns Universitet.

»Vi kan med undersøgelsen sige, at de børn med knap så gode sproglige forudsætninger, som vi har givet den her træning, ikke sakker så langt efter. De bliver som gruppe aldrig så gode læsere som børn uden læsevanskeligheder i familien, men de er bedre ordlæsere end dem, som ikke fik tilbudt den særlige træning i børnehaveklassen. Det vil sige, at den her form for undervisning er med til at give de dårligste et puf fremad«, siger Dorthe Klint Petersen.

Hun er forskningslektor ved Center for Læseforskning ved Københavns Universitet og står sammen med lektor Ina Borstrøm og professor Carsten Elbro for undersøgelsen.

Den blev foretaget blandt 123 børnehaveklassebørn, som blev delt op i en undersøgelsesgruppe og to kontrolgrupper. Undersøgelsesgruppen var på 35 børn, hvor mindst én af forældrene har læsevanskeligheder. Denne gruppe fik en særlig undervisning i sproglyde i 17 uger. Første kontrolgruppe var på 47 børn, hvor der ligeledes var læsevanskeligheder i familen. Her fik børnene ikke undervisning i sproglyde. Anden kontrolgruppe var 41 børn af forældre uden læsevanskeligheder, og den gruppe fik heller ikke den særlige træning i børnehaveklassen.

Sikre og hurtige læsere

Resultaterne er markante flere år efter. I 7. klasse var undersøgelsesgruppen bedre til at afkode ord.

»Det centrale, når man skal lære at afkode ord, er at forstå sammenhængen mellem bogstav og lyd, og det forbereder den her træning børnehaveklassebørnene til. Og lige præcis koblingen mellem bogstav og lyd er ordblinde børns kerneproblem. Derfor er træningen så effektiv«, siger Dorthe Klint.

Effekten af undervisningen er blevet undersøgt i 2. klasse, igen i 3. klasse og endelig i begyndelsen af 7. klasse.

I 7. klasse var eleverne i undersøgelsesgruppen blevet mere effektive læsere med en sikker og hurtig afkodning af ordene.

jrjohansen@dlf.org

Powered by Labrador CMS