Frikvarter fra realismen

Jacob Hedegaard Pedersen kan slet ikke lade være med at skrive. Ni bøger er det blevet til på ni år for den 30-årige lærer. Senest den roste fantasy-serie »Dværgenes krønike«

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De tre dværge Willfang Koks, Hitch Skiffer og Flint Fedt blev født som 115-årige af fem teenagedrenge på et mørkt loft for mere end 15 år siden.

De led skibbrud, betrådte fortryllede skove, mødte onde genfærd og bjergmænd, men også troldmanden Nilrem undervejs på deres farefulde færd igennem »Verdenen«, søgende efter den berømte opdagelsesrejsende Caspian Koks, Willfangs forsvundne slægtning.

Det var Jacob Hedegaard Pedersen, der som gamemaster udsatte de stakkels væsener, i skikkelse af Jacobs to yngre brødre og to klassekammerater, for de barske forhindringer, når de fem drenge mødtes hver søndag i syv år for at dyrke deres fælles lidenskab: Rollespil.

I dag udgør rollespillet fra dengang handlingen i hans fem bind digre værk på over 700 sider, »Dværgenes krønike«. De fem bøger tog ham tre år at skrive godt hjulpet af en båndudskrift af de flere hundrede timers rollespil, som det blev til igennem årene.

De første ingredienser til »Dværgenes krønike« lå og simrede i troldmandsgryden i flere år. Imens udgav han serien »Tarot«, fire bøger inspireret af tarot-kortene.

Men så gav J.K. Rowling verden »Harry Potter«, og Peter Jackson begyndte at filmatisere Tolkiens »Ringenes Herre«-trilogi, og så blev der fyret op under gryden.

»Jeg gik op til min forlægger og sagde: Jeg har den her idé til en fantasy-serie, og du kan få den, lige så lang du vil have den«, smiler Jacob Hedegaard Pedersen.

Kærlighed til rollespil

Omstændighederne omkring »Dværgenes krønike« siger en del om personen Jacob Hedegaard Pedersen.

Bøgerne er først og fremmest et bevis på den uudgrundelige kærlighed, han nærer til fantasy-genren og rollespil:

»Rollespil er en interaktiv fortælling, hvor man selv får mulighed for både at fortælle og få fortalt en historie. Det er der ikke rigtigt andre medier, der kan. Og fantasy ...«, siger han og tøver:

»Det er nok, fordi det minder om et frikvarter fra realismen«.

Først spillede knægtene hjemme i stuen hos Jacobs forældre i Hundslund nær Horsens. Siden rykkede de op på loftet, hvor de forvandlede et uudnyttet areal til en hule med et forhæng som afskærmning fra omverdenen, sofa, lamper og en trævæg tapetseret med ni A1-ark, hvor »Verdenen« udførligt blev indtegnet, efterhånden som spillet udviklede sig.

At drengene optog spillene på bånd, har en ganske simpel forklaring. To spillere mente hver især, at de var ejermanden af 500 guldmønter:

»Det kom vi voldsomt op at skændes om, og det endte faktisk med, at vi skiltes i vrede. Søndagen efter kom en af mine klassekammerater med en ghettoblaster og et bånd og sagde: Jeg vil ikke være med til, at vi skal skændes, så nu optager vi det hele, og så kan vi spole tilbage, hvis vi kommer i tvivl«.

Da de løb tør for bånd, satte Kim sig ned og skrev alle båndene ud. Da søndagsmøderne ophørte, fik Jacob de sirligt håndskrevne noter, som endte med at blive til »Dværgenes krønike«.

Umættelig fortællelyst

Fem bind på tre år vidner om en umættelig fortællelyst. Og så har han endda under arbejdet været lærer på fuld tid på Rask Mølle Skole syd for Horsens.

Han begyndte at skrive, da han gik i gymnasiet. De første to romaner, han udgav, skrev han faktisk allerede i gymnasie­tiden. De udkom dog først, mens han gik på seminariet i Jelling. Her begyndte han, da han ikke kom ind på dramaturgistudiet. Han blev færdig i 1999.

I år har han haft syv timers dansk i en 7. klasse og 18 timers specialundervisning. At han kun har haft to fag, har gjort, at han har kunnet få tid til at skrive. For skrive skal han. Mindst en time om dagen sætter han sig ned på sit arbejdsværelse i kælderen under huset i Rask Mølle.

»Hvis ikke jeg kan skrive, bliver jeg uomgængelig, men når jeg er på skolen, er jeg lærer«.

Derfor holder han vandtætte skotter imellem læreren og forfatteren. Kombinationen har dog haft sin fordel. Han har kunnet få folkets dom undervejs i processen, fordi »Dværgenes krønike« er tiltænkt 5.-9. klasse.

»Forfatteren i mig er dog aldrig helt ude af min bevidsthed«.

Hjertet skal med

Egentlig var det skuespiller, han ville være. Eller filminstruktør. Det er da også inden for filmens verden, han oftest henter sine ideer, men også andre bøger, musikstykker og billeder kan være igangsættende faktorer.

»De fleste ideer får jeg dog, når jeg slår græs«, ler han, »der har jeg masser af tid til at finde på«.

I selve skriveprocessen er det meget forskelligt, hvordan han har grebet det an. Med skiftende held. Han har prøvet at skrive slutningen først og så resten af handlingen bagefter. Han har brugt tegninger, og så har han i forbindelse med bogen »Den gamle biograf«, som udkom i 2000, arbejdet med udførlige handlingsskitser.

Sidstnævnte var han ikke tilfreds med. Den blev for fortænkt.

Den amerikanske forfatter Elmore Leonard har stillet ti regler op for forfattere, fortæller han:

»En af dem er, at første gang man skriver, skriver man med hjertet, og anden gang med hovedet. Den gamle biograf skrev jeg med hovedet først, og det var altså rigtigt skidt«.

At samme grund brugte han ikke nogen teknik, da han skrev »Dværgenes krønike«. Den satte han sig bare ned og skrev. De første to bøger i »Dværgenes krønike« udkom samtidig. De tog ham blot en uge hver at skrive. Med båndudskriften var forarbejdet jo lavet.

Vil være berømt

At »Dværgenes krønike« blev til i slipstrømmen af den succes, »Harry Potter« og »Ringenes Herre« bragte med sig, siger også noget om ham, for han vil nemlig gerne være berømt, erklærer han og slår en latter op, så hestehalen hopper på hans ene skulder.

»Man er kun udødelig, hvis man bliver husket. Det er næsten helt græsk«, uddyber han.

Berømmelse var en ambition fra begyndelsen, men han understreger dog, at det er lysten til at fortælle, der driver værket.

»Nu er ønsket om berømmelsen mere en halv joke«, konstaterer han med et glimt i øjet.

Men måske er det store gennembrud og berømmelsen ikke så langt væk. Anmelderne var i hvert fald begejstrede for »Dværgenes krønike«.

»Tolkien, pas på ryggen!«, skrev Politiken.

Hvis han kunne leve af at være forfatter, ville han gå ned på halv tid som lærer for, som han siger, »at komme ud og se noget andet end computeren, snakke med nogle andre mennesker og få renset ud i hjernekisten«.

Det er sjovt at arbejde som lærer. Både fagligt og socialt, synes han.

»Jeg har absolut ingen planer om at kvitte mit job som lærer«.

Folkeskolen@dlf.org

Læs en anmeldelse af »Dværgenes krønike« på www.folkeskolen.dk

Jacob Hedegaard Pedersen bibliografi

»Dyret: apokalypser« (Tarot, bog 1), 1995

»Gravskrifter« (Tarot, bog 2), 1996

»Flugten fra« (Tarot, bog 3), 1998

»Den gamle biograf« (Tarot, bog 4), 2000

»Dværgene« (Dværgenes krønike, bind 1), 2001

»Gudesletten« (Dværgenes krønike, bind 2), 2001

»Heksen fra Morg« (Dværgenes krønike, bind 3), 2002

»Bjergenes Rødder« (Dværgenes krønike, bind 4), 2003

»Den store jordskælvskløft« (Dværgenes krønike, bind 5), 2004

Powered by Labrador CMS