Der er adskillige paradokser i dansk uddannelsespolitik. Et af de mest iøjnefaldende handler om læreres efteruddannelse. På den ene side har vi en undervisningsminister, hvis mantra i hele sin embedsperiode har været faglighed, faglighed og atter faglighed. På den anden side er lærernes faglige efteruddannelse beskåret i en sådan grad, at den truer med helt at forsvinde.

En seminarielektor, der gennem en menneskealder har beskæftiget sig med læreres efteruddannelse, fortalte mig for nylig, at faglige kurser i stil med »Karen Blixens forfatterskab«, som for 30 år siden var tilløbsstykker, i dag overhovedet ikke bliver udbudt. Der melder sig nemlig ingen deltagere. Det er helt almindeligt at høre lærere fortælle, at de år efter år har søgt om at komme på faglig efteruddannelse, men har fået afslag. Alle kommunens i øvrigt sparsomme midler til efteruddannelse går til at sende hele skoler af sted på kurser, der knytter sig til aktuelle trend som teambuilding, læringsstile og mange intelligenser. Det er givetvis en god idé, at en hel skoles personale efteruddanner sig sammen, og at man kvalificerer sig i forhold til aktuelle udviklingstendenser. Men det er katastrofalt, at en matematiklærer igennem mange år ikke kan komme på et matematikkursus.

En undersøgelse fra DLF viste for nylig, at halvdelen af lærerne i naturfagene ikke er blevet efteruddannet gennem de sidste ti år. Samtidig med at vort lands erklærede uddannelsespolitik giver absolut topprioritet til udvikling af fagligheden i de naturvidenskabelige fag. Også den nylige OECD-undersøgelse kritiserede praksis med hensyn til efteruddannelse og anbefalede, at der blev brugt flere resurser. Ministeren udtalte, at hun opfattede rapporten som en støtte til regeringens politik. Det gælder i hvert fald ikke på efteruddannelsens området.

Uddannelse af lærere, herunder også faglig efteruddannelse, er den bedste investering, man kan foretage inden for uddannelsessektoren. Det viste en redegørelse sidste år fra det svenske undervisningsministerium, der havde sat et par eksperter til at gennemarbejde al foreliggende international viden om, hvor man får mest for pengene i uddannelsessektoren. Svaret var entydigt: Læreres uddannelse, grund- såvel som efteruddannelse, faglig såvel som pædagogisk uddannelse, er uden sammenligning det bedste, man kan bruge ekstra resurser på, og tilsvarende det dårligste sted at spare.

Den svenske udredning viste samtidig, at man ikke får nogen gavn af at bruge yderligere penge på computere og byggeri, hvis man måler effekten på elevernes udbytte af skolegangen. Hvorfor ser vi så alligevel stat og kommuner bruge pengene på it og på byggeri, mens efteruddannelsen, særligt den faglige, udsultes? Forklaringen er vel først og fremmest, at politikerne fører symbolpolitik. Altså at de støtter foranstaltninger, der ser ud af noget, som er populære, og som må formodes at give stemmer på valgdagen. Det er forbandet usynligt at bruge penge på at sende lærere på efteruddannelse i deres fag. Det er anderledes populært både i den nationale offentlighed og i lokalsamfundet at købe nye computere og at lave til- og ombygninger. Det giver vælgerne et indtryk af, at nu gør man virkelig noget for at forbedre kvaliteten. At det ikke virker, er langt sværere at konstatere.

Så længe politikere vurderer, at nye computere giver flere stemmer på valgdagen end mere efteruddannelse, vil de næppe ændre politik. Derfor er der kun én vej til at ændre praksis: Det må gøres synligt i offentligheden, at uddannelsessektorens resurser bruges uhensigtsmæssigt. Det må gøres klart for vælgerne, at politikernes prioriteringer gør det reelt umuligt for deres børns lærere at holde deres faglige kompetence ved lige. Vi skal have vælgerne til at spørge politikerne om, hvad de vil gøre for, at deres børns matematiklærer kan komme på kursus.

Per Fibæk Laursen er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet