»Jeg har læst artiklen om Marie-Louises sorgbearbejdelse i Folkeskolen (nummer 22, 23 og 24). Hvorfor bliver hun rådet til at fortrænge, hvad der foregår ved begravelsen, ved at tælle alting og spise vingummi? Du må skrive et indlæg«.

Sådan omtrent udtrykte en tidligere lærerkollega sig.

Straks jeg selv havde læst artiklen, mailede jeg til en veninde, som også er læser af bladet. Hendes børns far var netop død og skulle begraves.

Jeg måtte hindre, at hun gav sine børn samme råd, som Marie-Louise havde fået om, hvordan hun kunne mestre de svære følelser til sin fars begravelse. Hun svarede tilbage: »Jeg var faktisk også bange for, at (mine børns) lærere skulle læse artiklen og rette sig efter den«.

Som det fremgår af ovenstående, bifalder vi ikke de råd, Marie-Louise har fået om sorgbearbejdelse. I stedet for at få hjælp til at mestre de svære følelser, der optræder i forbindelse med en begravelse, har Marie-Louise lært at fortrænge dem og ikke været psykisk til stede. Det, mener jeg, ikke er hensigtsmæssigt. Formålet med en begravelse er at give de implicerede mulighed for at være sammen om sorgen og de svære følelser og kunne give udtryk for dem i fællesskab. Det kan blive svært nok endda senere hen at skabe rum til sorgen.

I nummer 24 kan vi læse lærer Sune Larsens beretning om, hvor svært det er som lærer ikke at føle sig rustet til at klare den svære opgave, det er at støtte en elev, som har mistet en nær pårørende.

Sorgbearbejdelse er vigtig. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at der politisk, på seminarierne, blandt lærere og andre, som går ind i sorg- og krisearbejdet, rejses en debat om, hvordan vi bedst udvikler og tilgodeser mål og indhold i dette betydningsfulde arbejde.

På www.folkeskolen.dk under netdebatten kan du læse et længere debatindlæg af Jette Hartmann.