Effektiv skole i Danmark

Manden bag »OECD review« er også manden bag den engelske idé om effektiv skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Peter Mortimer faldt straks i tankerne, da OECD skulle finde frem til en mand, der kunne lede en undersøgelse af, hvorfor det går Danmark så skidt i internationale test.

Han er nemlig en af hovedmændene bag den uddannelsesfilosofi, som englænderne kalder School Effectiveness. Netop School Effectiveness er OECDs foretrukne referenceramme, når organisationen melder skolepolitiske vurderinger og anbefalinger ud.

Peter Mortimer var i 1979 medforfatter til bogen »Fifteen Thousand Hours«, der opfandt begrebet effektiv skole. De 1.500 timer, som et barns skolegang består af, skal bruges effektivt det er kort fortalt grundtanken i bogen.

I 1988 gjorde Margaret Thatcher den effektive skole til lov for de små elever i primary school (1.-6. klasse).

»Før 1988 fungerede primary school helt decentralt. Der var ingen nationale mål. Den nye lov indførte så nationale mål og nationale test på bestemte klasse-trin«, siger ph.d. Kirsten Krogh-Jespersen, lektor ved Århus Dag- og Aftenseminarium, der har skrevet flere afhandlinger om effektiv skole.

»Nu anbefaler Peter Mortimer, at Danmark gør noget lignede. Det kunne se ud, som om han tror, det er samme problem, men Danmark har allerede nationale fagmål og har altid haft det«.

Mortimer anbefaler således benchmarking som meget vigtig.

»Han vil have nationale standarder, som børn i 4. klasse skal leve op til. De skal altså sammenligne sig med det mest sublime. Sådan et system ser dem ikke, som de er, men som de burde være. Det vil gøre det af med den glæde, som danske skolebørn er kendte for«, siger Kirsten Krogh-Jespersen.

Mortimer opererer med 12 faktorer, der kendetegner effektive skoler, og Kirsten Krogh-Jespersen genkender dem i OECD-rapportens 35 anbefalinger, blandt andet stærk skoleledelse, udbygget evalueringskultur og større udfordringer til eleverne.

Peter Mortimer har været chef for de engelske inspektorer, der fører tilsyn med skolerne i England, og som giver mangen en lærer og skoleleder nervøse trækninger.

Han er nu pensioneret fra en stilling som professor ved Institut for uddannelse, Londons universitet.

jvolsen@dlf.org