Smid ikke barnet ud …

De stod i kø for at fremhæve det glade danske skolebarn, men alligevel kan de ikke få det til at stemme i OECD. Danmark bruger mange penge på uddannelse, er et rigt land og har en moderne, progressiv pædagogik, men landets elever scorer ikke højt i Pisa

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Peter Mortimer sagde det selv først: »Jeres skolesystem har tjent jeres land godt. I har en god økonomi og et godt samfund. Verden er bare blevet mere kompleks, så I er nødt til at foretage visse ændringer uden at ødelægge det gode, I har. Uden at smide barnet ud med badevandet«.

Barnet, der ikke må ryge ud, er det efterhånden vidt berømte glade danske skolebarn, der kan lide at lære.

»Det skal I passe på. Der er lande, hvor eleverne hader at gå i skole«, fastslog Peter Mortimer, hovedforfatter til »OECD review«.

Denne vending smid ikke barnet ud blev en slags omkvæd på en konference i Nordatlantens Brygge i København i sidste uge om rapporten fra OECD om det danske skolesystem, »OECD review«, der blev omtalt i Folkeskolen nummer 22.

Formand for skoleudvalget i KL, Roskilde-borgmesteren Bjørn Dahl, afsluttede sit oplæg med, at »vi ved, at for forældrene er det meget vigtigt, at børnene er glade og tilfredse. Det er det også for mig, både som politiker og som far«.

90 procent vælger folkeskolen

Formanden for Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen, indledte sit oplæg med at slå fast, »at i Danmark vælger tæt på 90 procent af forældrene at sætte deres barn i en offentlig folkeskole, og ikke bare i en folkeskole, men den nærmeste folkeskole«.

»Det ved jeg ikke, om I har fået med i jeres tur rundt i landet«, sagde Thomas Damkjær Petersen direkte henvendt til teamet bag rapporten.

»Vi er tilfredse med vores skole her i Danmark. Vores børn er glade, når de går i skole, og når de kommer hjem. Jeg er glad for, at Peter Mortimer siger, at vi ikke skal smide barnet ud med badevandet«, tilføjede Thomas Damkjær Petersen.

Og undervisningsminister Ulla Tørnæs slog i sin tale, der afsluttede konferencen, fast, at »der skal ikke være nogen tvivl: Undervisningsministeren vil ikke smide barnet ud med badevandet«.

Det var, som om nogen eller noget ikke kan overskue, at man er ved at kassere det glade danske skolebarn, som har lyst til at lære. Uden egentlig at ville det.

Dette »noget« kaldes Pisa. Men hvad er Pisa? Ja, alle, inklusive teamet bag »OECD review«, har vedtaget, at resultaterne fra Pisa-testen med stor sikkerhed viser, hvor dygtige skoleelever er.

Og mange mener også, at der er en direkte sammenhæng mellem et lands konkurrenceevne på det internationale marked og landets skoleelevers præstationer i Pisa-testen.

Har Danmark overhovedet et problem

Eftersom Danmark ikke klarede sig særligt godt i Pisa, må Danmark have et problem, lyder logikken, og det er dét, der nu har fået OECD til at kikke nærmere på det danske uddannelsessystem.

De kan nemlig ikke få det til at stemme i OECD. Danmark bruger mange penge på uddannelse, Danmark er et rigt land, Danmark har en moderne, progressiv pædagogik. Alligevel scorer landets elever ikke højt i Pisa.

»Ingen, og slet ikke Peter Mortimer og hans team, sætter spørgsmålstegn ved Pisa-resultaterne. De går bare ud fra, at det er sande udsagn, og at Danmark derfor har et problem«, siger ph.d. Kirsten Krogh-Jespersen, lektor ved Århus Dag- og Aftenseminarium, der deltog i konferencen.

Peter Mortimer opremsede en række styrker i det danske skolesystem blandt andet elevernes og lærernes arbejdsglæde, deres engagement, det gode forhold imellem dem, elevernes selvtillid og aktive forældre.

»Så I har et godt fundament for at blive endnu bedre, også fagligt«, sagde Peter Mortimer.

Teamet har nemlig også fundet en række svagheder i systemet, for eksempel at lærerne stiller for små krav til eleverne, at mange elever er overbeskyttede hjemmefra, at skolen skal løse alt for mange problemer fra sex til narko, og frem for alt mangler der en grundfæstet evalueringskultur i det danske system og klar pædagogisk ledelse.

»Det er en svaghed, at I ikke har benchmark i jeres system. Et barn skal kunne sammenligne sig med andre børn på samme alder«, sagde Peter Mortimer.

Nej til naming og shaming

Han glædede sig over, at den danske undervisningsminister vil indføre diagnostiske test på bestemte klassetrin. Især glædede han sig over, at testresultaterne ikke skal offentliggøres, for så ville de kunne danne grundlag for ranglistning af skoler. Naming and shaming, som han kalder det.

»Ranglistning giver kun en større kløft mellem dårlige og gode skoler«, sagde Peter Mortimer på grundlag af sine engelske erfaringer.

»De gode lærere såvel som de velfungerende børn flygter fra skoler, der får lav placering«.

Han og hans team anbefalede også mere efteruddannelse til lærerne, samt at læreruddannelsen bliver flyttet ind på universiteterne og delt i en uddannelse til små børn og en til teenagere.

For lærerformand Anders Bondo Christensen er det ikke så indviklet.

»Vi ved, at en lærer, der er engageret i sit fag og i sit arbejde, og som i det hele taget er et engageret menneske det er en god lærer. Og en god lærer er vejen til kvalitet«, sagde han

Der var tilslutning hele vejen rundt fra Undervisningsministeriet over KL og Skole og Samfund til DLF om at sætte en diskussion om en ny evalueringskultur på dagsordenen. En mere klar pædagogisk ledelse af de danske skoler var der også enighed om at tage op til debat.

Undervisningsministeren sagde, at hun straks vil nedsætte fire fokusgrupper med folk fra ministeriet, DLF, KL og Skole og Samfund.

En gruppe om evalueringskultur, en om pædagogisk ledelse, en om lærernes grund- og efteruddannelse og en om undervisning af tosprogede elever.

Hun oplyste også om, at Undervisningsministeriet har inviteret teamet bag »OECD review« til at komme igen om to år og tjekke, hvor langt Danmark er kommet med de 35 anbefalinger, som rapporten oplister.

»Jeg glæder mig til at kunne sætte flueben ud for de mange anbefalinger til den tid«, sagde ministeren.

Der er link til både OECDs og DLFs rapporter fra denne artikel på www.folkeskolen.dk

jvolsen@dlf.org