Gitte Ullstad har været lærer i 30 år. Alle 30 år har hun tilbragt på Nivå Centralskole i Karlebo Kommune. Men ud over lærergerningen udgør hun sammen med kommunens sundhedsplejerske Marie Munch »Sorg-Krise-Hjælp«, en akut udrykningstjeneste, som rykker ud, når børn i kommunen rammes af sorg.

I 1994 mistede Gitte Ullstad sin 17-årige søn i en togulykke. Sønnens død slog hårdt. Hun havde svært ved også at tage sig af sine to andre børn og deres sorg.

»Der var ikke rigtig nogen, der hjalp dem, så jeg tænkte: En eller anden må hjælpe de børn. Når man rammes af sorg, har man svært ved at handle«, siger Gitte Ullstad.

Ideen til en akut udrykningstjeneste for børn i sorg var født.

Senere tog hun en snak med kommunens kulturdirektør. De blev enige om, at Karlebo skal have en udrykningstjeneste. Men den gode idé var ikke sådan lige at omsætte til konkret virkelighed fra den ene dag til den anden. Først fire år senere er »Sorg-Krise-Hjælp« en realitet.

Karlebo er måske den eneste kommune, der har en akut udrykningstjeneste. Gitte Ullstad har i hvert fald ikke hørt om andre.

»Sorg-Krise-Hjælp er opsøgende. Når vi modtager en melding fra skolerne, dag-institutionerne, lægerne eller præsterne om, at der er et barn, der har mistet, så ringer vi med det samme og tilbyder vores hjælp«.

Dermed er Karlebo Kommune en af de få kommuner, der lever op til servicelovens paragraf 5, når det handler om børn og sorg. Den siger blandt andet: »Kommunen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for dette«.

Må aldrig blive rutine

Marie Munch og Gitte Ullstad har hver fået tildelt 80 timer om året til at udføre arbejdet. Marie Munch tager sig af de mindste børn, mens Gitte Ullstad tager sig af skolebørnene.

Som regel går der højst to dage, inden de er ude hos den familie, som lige har oplevet et dødsfald.

»Jo hurtigere man kommer ind med noget hjælp og får sorgprocessen i gang, jo hurtigere kommer de videre«, påpeger hun.

Hendes arbejde kan ikke sidestilles med psykologisk behandling, understreger hun.

» Jeg tilbyder sorg-krise-hjælp, ikke decideret terapi, og hvis jeg fornemmer, at børnene har det så dårligt, at de skal have mere hjælp, henvender jeg mig på kommunen for at få en psykolog koblet på«.

For at blive sorg- og krisekonsulent, som hun kalder sig, har hun taget en uddannelse i form af kurser i sorgterapi. Arbejdet består i at tale med børnene om, hvad det er, der er sket, og hvad der skal ske efterfølgende, så de er forberedt på begravelsen. Ofte skriver børnene et afskedsbrev til den døde sammen med Gitte Ullstad. Hun er også inde i børnenes klasse og snakke med dem om døden og de reaktioner, der kan komme.

Det er vigtigt, at børnene ved, at de ikke er alene. At der findes mange andre, der har mistet deres forældre eller søskende. Desuden giver Gitte Ullstad nogle strategier til, hvad børnene kan gøre, når de bliver kede af det. Det kan for eksempel være at skrive dagbog, tegne eller lave en mindekasse.

»Senere hjælper vi de børn, der er interesserede, med at finde plads i en sorg-gruppe, typisk i Kræftens Bekæmpelses regi«.

Samtalerne varer typisk en time til halvanden. Det er forskelligt, hvor mange samtaler der er behov for, men det vigtigste er at være engageret. Arbejdet må aldrig blive rutine.

»Man skal have empatien med sig. Det handler om at være til stede, og det er man ikke på rutinen. At se, høre og forstå er grundlaget for al sorgarbejde«, fastslår Gitte Ullstad.

jabrahamsen@dlf.org