I indlægget »Specialundervisning skal sikres« i Folkeskolen nummer 20 udtaler DLFs pædagogiske udvalg sine minimumskrav til den vidtgående specialundervisning. Minimumskrav, som jeg er meget enig i. Jeg håber også, at lands- og lokalpolitikerne vil medtænke disse minimumskrav, når opgaver i de fremtidige kommuner og regioner skal fordeles.

Hvem får størst indflydelse, DLF eller professor Niels Egelund? Sidstnævnte scorer flest point i hyppighed i debatterne om den danske folkeskole senest om OECD-defineret faglighed.

På specialundervisningsområdet udtaler Egelund sig også som pædagogisk meningspilot og lader docerende forstå, at en stor procentdel af børnenes livsvilkår, udvikling og fremtid ville have været langt bedre, hvis børnene ikke var blevet diagnosticeret, havde fået en bedre opdragelse og var blevet indkluderet i en inkluderende skole.

Baserer det sig på reel indsigt, eller gemmer der sig en politisk bestilt agenda bag?

Synspunkterne bliver fremført med en aerodynamisk attitude, der undviger og irriteres af enhver modsigelse.

Holdninger og synsvinkler, det besluttende Danmark kan forstå, og som har indflydelse måske langt større indflydelse end DLF har.

Forældre, lærere og andet pædagogisk personale, der til daglig mødes med de store udfordringer, som samværet og arbejdet med børnene i den vidtgående specialundervisning er, har svært ved at nikke genkendende til hans turbosynspunkter.

For at Egelund kan opleve vores område i øjenhøjde, skal han være velkommen til at komme frem fra sin duggede cockpitrude og lande på min amtskommunale folkeskole for:

først at pege ud, hvilke elever der ikke burde gå på skolen

og dernæst fremkomme med plausible modeller for, hvordan de nuværende betingelser eleverne har her for læring, oplevelser, identitetsudvikling og dannelse af relationer til kammerater, kan erstattes og etableres med samme kvalitet på en almindelig rummelig folkeskole.

Dét er et spørgsmål til Egelund.