Debat

OECD igen igen

Danmarks Lærerforening medvirker gerne til at gøre en god skole bedre

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I en beskrivelse af formanden for DLF i Berlingske Tidende stod der, at jeg siger nej til flere OECD-undersøgelser. Hverken jeg eller DLF siger nej til flere OECD-undersøgelser. OECDs undersøgelser er relevante, fordi de giver anledning til at kigge forskellige områder af skolens virksomhed efter i sømmene.

Det har DLF gjort. I rapporten »Gør en god skole bedre« har vi analyseret de punkter, hvor Pisa-undersøgelserne viste, at folkeskolen øjensynligt klarede sig dårligere end forventet. Det drejer sig som bekendt om læsning, naturfag og evnen til at bryde den negative sociale arv. Endvidere har vi i rapporten sat fokus på evalueringen i folkeskolen, da det er et af de aktuelle skolepolitiske temaer.

Vores undersøgelser viser, at 81 procent af kommunerne rent faktisk har taget initiativer til at forbedre læseundervisningen. Vi opfordrer i rapporten til, at vi fra centralt hold sikrer, at vi også får de sidste 20 procent med, og vi opfordrer til, at der i stigende grad sættes fokus på læseundervisningen i hele skoleforløbet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi har analyseret de fire nævnte områder og formuleret en række forslag til handleplaner. Anbefalingerne er naturligvis forskellige fra område til område, men der er dog et overordnet fælles træk. Vi mener, at det er nødvendigt, at de centrale parter omkring skolen, undervisningsministeren, DLF og KL i fællesskab tager ansvaret for, at alle skoler kommer med i forhold til eventuelle indsatsområder, men lige så væsentligt er det, at skolerne selv lægger en plan for, hvordan de vil gribe opgaven an. Uden engagementet fra lærere, børnehaveklasseledere, pædagoger, ledere og skolebestyrelse på den enkelte skole ændrer centralt formulerede indsatsområder uendelig lidt.

De centrale parter må endvidere tage et ansvar for at prioritere indsatsområderne og dermed give skolerne mulighed for at komme i dybden med de enkelte områder. Det vil ikke være muligt, hvis det hele skal klares på en gang. Med en central prioritering af indsatsområderne kan vi forhåbentlig også begrænse tendensen til, at der konstant formuleres nye krav og forventninger til opgaver, som skolen må løse. Endelig vil en prioritering af opgaverne sikre, at vi ikke kommer til at nedprioritere de mange opgaver, som folkeskolen i dag løser til OECDs og alle andres store ros: elevernes dannelse, demokratiske forståelse, samarbejdsevne, kreativitet.

Kan vi på den måde bruge OECDs undersøgelser konstruktivt, er de mere end velkomne. DLF har sendt et brev til undervisningsministeren og KL med en opfordring til, at vi sætter os sammen for at drøfte anbefalingerne fra OECD og DLF. Vi har endvidere sendt vores rapport til den OECD-delegation, der i næste uge officielt skal præ-sentere det såkaldte »rewiev«, der var udgangspunktet for pressens overskrifter i forrige uge. Vi opfordrer delegationen til at vurdere vores anbefalinger i forhold til deres rapport. DLF medvirker gerne til at gøre en god skole bedre.

Anders Bondo Christensen er formand for DLF