Satsning på naturfag var ikke nok

Det kræver tid, en konsekvent opprioritering og mere efter- og videreuddannelse at etablere en naturfaglig kultur på skolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det skulle være så godt. Kommunen og skoleledelsen bakkede politisk og praktisk op, halvdelen af lærerne fik timer for at indgå i et udviklingsprojekt, og der blev udpeget tovholdere. Alligevel har det ikke været en udpræget succes, at natur/ teknik i det forgangne skoleår har været indsatsområde på Sølystskolen i Egå ved Århus.

»Vi er ikke helt tilfredse. Der er ikke kommet så meget ud af de naturfagsprojekter, der har fundet sted i skolens fordybelsesuger, og diskussionerne blandt deltagerne i udviklingsprojektet har ikke været ret konkrete«, siger Ann Frank, der er en af de to lærere, der har været tov-holdere på indsatsområdet. Den anden er Mette Abildgaard.

»Vi har ikke haft nogen præcis fornemmelse af, hvor vi ville hen«, siger hun.

»Desuden fandt vi først forholdsvist sent ud af, hvordan indsatsområdet præcist var defineret. Dertil kommer, at der er tale om et tungt område, som det er svært for kollegerne at forholde sig til«.

Begge tovholdere er gennem Århus Kommunes og Aarhus Universitets Natlys-projekt blevet videreuddannet på diplomniveau i naturfag, og på skolen er de blevet udpeget til at være resursepersoner, der skal hjælpe og vejlede kolleger.

Fine initiativer, hvis man vil gå i spidsen for naturfag, mener de to lærere, men der skal mere til.

»Det er vanskeligt at pege på, hvordan man kan fremme en naturfaglig kultur, men det har ikke gjort situationen nemmere, at folkeskolen bliver mere lagkageopdelt. Brænder man for naturfag, kommer man nemt til at undervise i geografi, biologi og fysik/kemi i overbygningen«, siger Mette Abildgaard.

Nemt at inddrage naturfag

Mere efter- og videreuddannelse er skridt i den rigtige retning, mener Ann Frank. De færreste lærere har nemlig overblik over, hvor nemt det er at inddrage naturfag i undervisningen

»Mange tøver med at bruge naturfag tværfagligt. Skal det ændres, kræver det, at flere ved, hvordan man kan gennemføre projekter med et naturfagligt islæt i andre fag«, siger Ann Frank.

Mette Abildgaard mener, at der skal prioriteres anderledes.

»På mange skoler bruger man naturfag i de yngre klasser til at få undervisning til at hænge sammen. Skoleledelsen skal holde fast i, at naturfagene skal prioriteres højere«, siger hun.

Det skal nok lykkes

Viceskoleinspektør Niels Mielke er enig i, at den særlige indsats i natur/teknik i det forløbne år kunne have været mere vellykket, men han ser med fortrøstning på situationen.

»Man ændrer ikke et fagområdes placering på et år, men vi bliver ved med at have naturfag som fokusområde, så det skal nok lykkes«, siger han.

Sølystskolen deltager også i andre projekter, der skal fremme naturfag. Skolen har været med i et udvalg, der har udarbejdet et tillæg om naturfag til den kommunale læseplan, og man er i øjeblikket med til at udvikle nye eksamensformer.

folkeskolen@dlf.org

Fokus på naturfag

Århus Kommune har de sidste fire år haft fokus på undervisningen i de naturvidenskabelige fag med Natlysprojektet.

Målet er:

at øge børn og unges interesser og

kompetencer inden for naturviden- skab og teknologi

at opbygge en faglig og fagdidaktisk videreuddannelse af lærere, der skal virke som resursepersoner på deres egen og andre skoler

at opbygge et videns- og resursecenter

at styrke samarbejdet mellem skolerne og kommunens museer.

Kommunen har udarbejdet et lokalt tillæg til læseplan for natur/teknik. Man har indrettet en lejrskole specielt med henblik på undervisning i naturfag. Århus deltager også i udviklingen af nye afgangsprøver i naturfag, og man er ved at indrette værkstedsområder til alle naturfag på en række skoler.

Natlysprojektet er omtalt i Folkeskolen nummer 39 i 2002.