Skub er mange ting, Skub er blandt andet en form at arbejde i. Skub er arbejdsmiljø. Hvordan er det at arbejde på en Skub-skole?

Det er fedt, svarer tre lærere fra Maglegårdsskolen. Enstemmigt. Uden tøven.

»Det er meget mere spændende end at være en privatpraktiserende lærer bag en lukket dør«, uddyber Annette Nielsen.

»Vi supplerer hinanden og giver utroligt meget. De forskellige styrkeområder, vi har, bliver brugt og respekteret«.

Nicoline Frydendal: »Man kommer også til at tænke mere over sit arbejde. Man bliver tvunget til at tage pædagogisk stilling, så man undgår at køre fast i sin egen trummerum«.

Gitte Tjellesen: »Du kan ikke gemme dig inde bag en lukket dør«.

Nicoline Frydendal: »Nej, lige meget hvad vi laver, så har vi seks indgangsvinkler på det. Så man ser tingene fra mange sider og får diskuteret dem godt igennem«.

Gitte Tjellesen: »Og husk det dér, eller: Hvad med at gøre det på den måde? Eller: Så kan jeg komme ind og hjælpe dig«.

Nicoline Frydendal: »Ja, vi bruger hinanden meget. Man får udvidet sin faglige horisont«.

Lyden har fundet sit leje

De tre lærere er dansklærere for hver sin klasse i det såkaldte Mellemtrin E, der består af en 4., en 5. og en 6. klasse.

Der er seks lærere i teamet. De arbejder kun i Mellemtrin E. Det føler de ikke som en begrænsning. Det tætte samarbejde udvikler dem tværtimod menneskeligt og fagligt, siger de.

»Vi har været gode til at åbne os og sige: Det her kan jeg rigtig godt lide, og det har jeg forstand på, men det her er jeg ikke så glad for«, siger Gitte Tjellesen.

Nicoline Frydendal: »Vi elsker at gå på arbejde her«.

Den nye form har sin egen lyd. Dæmpet samtale. Ingen råben og skrigen. Rolig gang og intet løb.

»Den nye arbejdsform og de nye adfærdsnormer er en selvfølge for fjerdeklasserne, det kan man godt mærke. De ved godt, at vores storrum er til arbejde. Det har det taget lang tid at vænne de gamle elever til«.

Gitte Tjellesen: »Inden vi rigtig havde fået indrettet os, kunne nogle af børnene godt være lidt fritidsklubagtige, men efterhånden lugter det så meget af skole og fordybelse og arbejdsplads, at lydniveauet har fundet sit leje«.

Annette Nielsen: »Folk på besøg siger: Det er da utroligt, så stille her er. Støjen er ikke et problem længere. Vi har snakket meget om: Hvis vi tager nogle synlige vægge ned, hvordan er det så, vi på en anden måde synliggør de rammer, som stadig skal være der«.

»Børnene skal alligevel finde ud af, at det her er et læringsrum, hvor adfærdsreglerne er hensyn og omtanke. Hvis det er noget med store armbevægelser og store stemmer, så må det være udenfor, hvor der er plads. Hvordan synliggør vi de rammer? Det taler vi meget om«, tilføjer Annette Nielsen.

Gitte Tjellesen: »Vi aflæser børnene og vurderer, hvor det er bedst for dem at arbejde. Vi ved, til hvilke elever vi skal sige: Det er bedst for dig at sidde et andet sted, hvor du kan koncentrere dig bedre«.

»Nogle kan være fuldkommen i deres egen verden, hvis de får et hjørne i sofaen. Så bliver der bare læst og tænkt. Andre er gode til at sidde ved en computer alene, og for nogle er det bedst at være flere om en computer, så lærer de af hinanden. Af og til er det en fra sjette klasse, der spørger en fra fjerde«, fortsætter Gitte Tjellesen.

Nicoline Frydendal: »Derfor er det så vigtigt, at vi kender vores elever. Vi ved, hvem det er bedst for at sidde i sofaen, og hvem der løbende skal tjekkes op på. Det er jo det geniale ved, at vi arbejder omkring tre klasser i et fast team hele tiden. At vi når at kende børnene enormt godt, selv om vi kun har dem i tre år. Vi er her hele tiden. Vi skal minde os selv om at gå op til frokostpause, faktisk«.

Klassen er guld værd

Maglegårdsskolen fik ny ledelse samtidig med den nye skolelov i 1994, og den nye ledelse gik straks i gang med at realisere lovens intentioner. Forskellige udvalg blev nedsat.

Derfor kom det ikke som en overraskelse for lærerne, siger Gitte Tjellesen og Annette Nielsen, at kommunalbestyrelsen senere vedtog Skub.

Skub gav skolen millioner af kroner til de ombygninger, der skulle til, for at de nye undervisningsformer så at sige kunne være der. Ledelse og arkitekter var lydhøre over for lærernes ønsker og forslag.

Hvor der før var fire klasselokaler og en gang, er der nu et stort fællesrum, tre klasselokaler og et arbejdsrum med computere.

»Det er godt, vi har de tre små klasselokaler«, siger Nicoline Frydendal, der som nyuddannet lærer blev ansat på skolen for fem år siden.

»De er guld værd. De giver fællesskab. Så har man alligevel et privatliv med klassen. Eleverne føler, de har et tilhørssted«.

Gitte Tjellesen: »Vi kan godt lide vores klasser her, men vi kan sørme også se det gode i, at børnene har mulighed for at fjerne sig fra det firkantede rum og mulighed for at bevæge sig rundt og på legal vis søge andre børn på forskellige trin«.

Eleverne får lige så meget omsorg og opmærksomhed nu som før, mener lærerne.

»Men nu er det sådan, at jeg ikke behøver være den eneste, der tager de børn, jeg er klasselærer for, under vingerne«, siger Annette Nielsen. »Der er fem andre, der gør det spontant, eller som jeg kan bede om hjælp«.

Nicoline Frydendal: »Vi er sammen med dem hele tiden. Vi er der altid«.

Hvordan vil I beskrive jeres lærerrolle, som den er nu?

»Både underviser og vejleder og fødselshjælper. Begrebet undervisning er i høj grad vigtigt. Fordi hvad enten jeg står ene lærer sammen med en flok på 23, eller jeg sidder ved et bord sammen med to elever, så foregår der jo undervisning«, siger Annette Nielsen.

Hvad savner I i den nye form?

»Nogle gange de andre lærere på skolen«, siger Annette Nielsen.

Gitte Tjellesen: »Ja, det skulle jeg også til at sige. Egentlig resten af skolen også. Vi er jo en skole i skolen«.

Lærerværelset er blevet til en fællessal, hvor lærerne kan holde møder og spise frokost, og hvor eleverne kan holde større fremlæggelser om formiddagen.

»Kulturen i det gamle lærerværelse, som vi havde dengang, eksisterer simpelt hen ikke mere«, siger Annette Nielsen.

Det er bedre at arbejde flere steder, og vi har mere selvstændigt arbejde nu. Jeg kan lide at arbejde i gruppe nogle gange og alene andre gange. Hjemområdet kan være uroligt, men det er okay. Lærerne har ikke altid styr på eleverne, nogle fjoller meget, og det er ikke altid sjovt at høre på«Andreas Brønnum-Schou, 5.f