Det kan se forvirrende ud. Kommer man ind i det område, hvor 1., 2. og 3. klasse d holder til, kan man det meste af tiden finde børn overalt i de fem rum.

Tre lokaler, kaldet hjemsteder, fungerer som arbejdsrum for klasserne. Der er også et stillerum som desuden fungerer som depot med sofaer og bløde stole.

Og i det store rum i midten er der både køkken, fem-seks runde borde, skabe til alle eleverne, seks computere og gulv-plads, hvor der kan sidde 75-80 børn.

Det meste af dagen arbejder børnene selvstændigt, to og to eller i en lille gruppe ved et af de runde borde.

Sammen med deres lærer beslutter de, hvor de vil sidde og arbejde. Nogle fore-trækker den koncentrerede ro i stillerummet. Andre sidder midt i fællesrummet, hjemområdet, hvor der høres tale, og hvor andre børn går rundt mellem bordene.

Bag det, man ser på overfladen, er en struktur, som børnene kender, og som lærerne har udviklet efterhånden.

God stemning betyder meget

Denne morgen er det Kim Mennes tur til at møde 7.45 for at tage imod eleverne og tale med forældre. Lærerne har den tidlige vagt på skift. Børn og forældre kommer ind i fællesrummet, åbner skabe, taler og pjatter, mens de sætter deres tasker, skateboard og overtøj på plads.

Klokken 8 spiller en af de fem lærere Vivaldi på ghettoblasteren, og 80 børn sætter sig på gulvet. Der er en morgensang, som to piger styrer fra deres plads bag en projektor, hvor teksten til sangen vises på en whiteboard foran alle børnene. Lene Wiklund sætter en kanon i gang, Kim læser en lille historie, og til sidst kommer en dreng og beder om, at alle skal høre en cd. Han synes, at den er sjov, fordi de taler hurtigt, og den er på engelsk. Popmelodien går i gang. Kom lad os danse, siger en af lærerne. Børnene rejser sig. Pigerne danser glade rundt, drengene er mere generte. Det bliver vildt, og en af lærerne løfter et stort gult skilt, skru ned-skiltet. Langsomt dør støjen ud.

Den gule skilt er et af de midler, lærerne bruger for at styre og samtidig opfylde en målsætning om ikke at skælde børnene ud.

»Det kom bag på mig, hvor meget det betyder for børns indlæring, at der er en god stemning. Vi skælder aldrig ud. Det er bedre at sige: Du må gerne løbe. Find et godt sted at gøre det end hele tiden at rette på børnene. Hvis man råber om kap med børnene for at få dem til at være stille, virker det jo heller ikke. Så vi har fundet andre metoder«, fortæller Birgit Løndahl.

Fællesstund, læsestund, skrivestund

Da morgensamlingen er slut, viser Kim Menne med en, to eller tre fingre, at 1., 2. og 3. klasse skal gå ind i deres hjemsteder. De får at vide, at de skal tage planlægningsmappen med.

Den såkaldte fællesstund går i gang i 3.d. På det store whiteboard i lokalet hænger fem sedler med dagens struktur: Fællesstund, planlægningsstund, læsestund, skrivestund, og jeg vælger selv.

Hver elev udfylder et skema for dagen, hvor de skriver, hvad de arbejder med i de forskellige tidsrum. Derefter fortæller eleverne efter tur, hvad de er i gang med at læse: Det er alt fra Harry Potter til Fniserkuren og Jules Verne.

Kim Menne spørger, hvem der vil læse med ham. Fire elever rækker hånden op.

»Jeg aftaler med de elever, jeg gerne vil følge tæt, at de læser sammen med mig. De sætter sig så ved det bord, hvor jeg sidder, og øver for eksempel staveord, mens jeg læ-ser med dem en ad gangen«.

Klassens hjem-sted er et rum med mange opslagstavler og et stort whiteboard. Eleverne sidder ved et stort bord i midten.

Inden de går ud i det store hjemområde eller stillerummet for at læse, repeterer læreren, hvad de skal gøre, hvis der er noget, de ikke kan finde ud af: Spørg to andre elever, før du spørger læreren. Eleverne har hørt det før. Det råd hænger også flere steder i fællesrummet.

Nogle elever går ud i det fælles hjem-område, andre bliver i klassens eget lokale. Kim Menne sætter sig ved et rundt bord, som står ved vinduet med et køkkenbord til den ene side og en række computere til den anden. Her tilbringer han en stor del af tiden, mens der er læsestund.

»Terkel i Knive«

Han sidder med en elev, Anders, som læser op ord for ord. Det går langsomt og lidt snublende. Bagefter foreslår Kim Menne, at Anders læser det samme igen i morgen. I mellemtiden kan han få en anden elev eller mor til at læse det med ham. Han foretrækker mor. Det aftaler de, og så rejser Anders sig op.

Nu kan han gå videre til sin næste opgave: at skrive en historie på computeren.

Han går energisk i gang med »Terkel i Knive« (efter Terkel i Knibe), men går i stå efter to linjer, da han når til Stewart. Han spørger Andreas, der sidder ved siden af. Han har allerede skrevet tre sider med replikker og dramatisk tegnsætning. Andreas hjælper.

De er glade for at gå i skole, fortæller de. Anders kan bedst lide frikvartererne, de gode lærere og så biblioteket, fordi der er så mange forskellige bøger. Allerbedst kan han dog lide at spille fodbold.

Andreas foretrækker dansk. Han har læst alle Harry Potter-bøgerne og er nu i gang med Lars Henrik Olsens bøger om middelalderen. Han kan også godt lide matematik. I det hele taget er han glad for at gå i skole. Hvor skulle han ellers skrive alle sine historier.

»Børnene hjælper hinanden på tværs af alderstrin. For eksempel var der to piger fra 3. klasse, som skulle lave et projekt om vulkaner. Spørg Louis, han er vulkanekspert, sagde jeg. Og så fortalte han dem, hvordan man laver et forsøg med en vulkan. De er ligeglade med, at han går i 2. klasse, han er vulkaneksperten her«, fortæller Peter Skovhus, som blandt andet er natur/teknik-lærer.

Der er helt stille

Inde i klassens rum, hjemstedet, sidder en pige og tegner en stork. Hun skæver op på en udstoppet stork, der står foran hende på bordet. Tungen sidder ude i mundvigen. Der er helt stille. Ved midterbordet sidder to piger og læser.

På opslagstavlen hænger en planche for hver elev. Der står, hvad eleven er god til efter klassekammeraternes og lærerens mening. En af pigerne er for eksempel god tilat passe marsvin, trøste, læse »Brød-rene Løvehjerte«, sætte sit hår og overholde regler. En af drengene er god til at spille »fire på stribe«, plusse, har en god tøj-smag og en god håndskrift.

Nedenunder står der, hvad de gerne vil blive bedre til, for eksempel syv- og otte-tabellen og at læse højt.

Klokken er 9.30, og der er pause. Lærerne laver kaffe og stiller medbragt brød, smør og ost frem på bordet henne ved vinduet. Det er sludretid.

»Vi er fem i hjemområdet, blandt andet fordi vi har fået lagt timer ud til forebyggende specialundervisning, egentlig specialundervisning og delvis vikardækning. Vi har samme normering som andre skoler. Vi arbejder i helt selvstyrende team, og alt er lagt ud, bortset fra længerevarende sygdom. Det skal dækkes via kontoret«, fortæller Kim Menne.

Børnene kommer ind i små grupper, og lærerne rejser sig. Arbejdet går i gang igen. Olivia og Malene sidder ved en computer og skriver spørgsmål ind. De er nået til programpunktet »jeg vælger selv«. De er i gang med et »jeg vil gerne vide«-projekt om ædelstene. Spørgsmålene skal de hen til en guldsmed med sammen med den enes far. Måske bliver svarene så filmet på video, så de andre kan høre dem, fortæller de.

»Det sjoveste ved at gå i skole er, når vi vælger selv. Jeg kan bedst lide at lave små bøger, hvor vi tager billeder af steder, vi godt kan lide, og skriver om dem«, siger Olivia.

Trinmål på tavlen

Eleverne har alle en portefølje, hvor de samler udvalgte arbejder sammen, blandt andet for at kunne fortælle deres forældre om, hvad de arbejder med, og diskutere det. Det er i øvrigt også et værktøj, hvor eleven selv kan følge sin personlige og faglige udvikling. Desuden bliver de testet med jævne mellemrum for at sikre, at det faglige er i orden.

I alle tre klasser hænger Undervisningsministeriets trinmål skrevet ud på plancher, såkaldte målcirkler, som bruges af lærere og elever, når der skal fastsættes individuelle læringsmål. Nogle steder på skolen farver eleverne så målene, efterhånden som de når dem.

Der er også områder på skolen, hvor de enkelte opgaver hænger på tavler, så eleverne kan krydse af, når de er færdige.

Nogle gange vælger børnene selv, hvem de vil arbejde sammen med, andre gange foreslår læreren en ny makker.

11.30 det er spisetid. Eleverne spiser i deres hjemsted på faste pladser. Nogle gange med en læ-rer, andre gange alene med døren åben til det fælles hjemområde.

»I begyndelsen måtte de selv vælge, hvor de ville spise, men der gik alt for meget energi med at finde ud af, hvem man ville spise sammen med den dag og hvor. Så vi har sagt, at netop når de spiser, er der faste pladser«, siger Kim Menne.

Lærerne sætter sig igen ved det runde bord. En går dog hen i fællessalen for at spise med andre kolleger.

Klassen er stadig fundamentet, siger lærerne, men det virker også godt, at der er aldersblanding i hjemområdet. De nye i 1. klasse lærer af de ældre, hvordan det foregår. På den måde bliver strukturen og reglerne videreført fra år til år.

Undervisningen er projektorienteret, men der er også kurser, oftest med fem-seks børn ad gangen.

»Det kan for eksempel være børn, som skal skrive en historie. Så tager jeg en gruppe med mig, og vi taler om navneord og tillægsord i en sammenhæng, hvor de kan bruge det til noget. Men det skal være børn, som er på nogenlunde samme niveau«, siger Lene Wiklund.

Det tager de da ikke skade af

Den faglige spredning blandt børnene er stor, og derfor fungerer klasseundervisning ikke, mener lærerne. En kollega ønskede engang at undervise alle eleverne på en gang, husker de. Hun ønskede at bestille 29 ens matematikbøger til klassen og undervise fælles fra om mandagen.

»Det tager de da ikke skade af, og så har vi været igennem det«, lød hendes begrundelse.

»Men vi sagde: Jo, de gør. For de, som ikke er nået så langt, oplever, at de ikke slår til. Mens de, som er længere, skal sidde og kede sig. Så hun fik ikke lov. Vi har fokus på, hvad det enkelte barn har brug for ikke hvad læreren har behov for. Den privatpraktiserende lærer er død«, siger Kim Menne.

Deres kollega fandt en anden skole.

Lærerne indrømmer, at den enkelte lærer på den måde ikke har frihed til at arbejde, som det passer ham bedst. De synes, at den pris er værd at betale, for de føler sig langt mindre stressede end i tidligere job, siger de. De arbejder tæt sammen og har givet hinanden lov til at gribe ind, hvis nogen falder i.

For eksempel har de aftalt, at de ikke vil skælde børnene ud og heller ikke pylre men nogle gange sker det alligevel, indrømmer de. Så er der rødvin til næste teammøde.

Klokken 12.00. Samling i klassen. Kim Menne gennemgår med sine elever, hvor langt de hver især er i dagens arbejde. De fleste børn fortsætter med at arbejde efter deres planlægningsseddel, og efterhånden som de bliver færdige, går de i gang med fritidsaktiviteter. Pædagogerne møder, og fritidsordningen åbner. Nogle af børnene går med en pædagog i køkkenet for at skrælle kartofler.

En anden pædagog sidder og hjælper lidt til med lektierne for nogle, som vil have dem overstået, inden de går hjem. Skoledagen er slut.

Folkeskolen på Skub-besøg

Skub står for Skoleudviklings- og udbygningsprojektet i Gentofte Kommune. Både i skolekredse og i medier har projektet været genstand for en intens debat. Er det fremtidens skoleform, handler det i virkeligheden om nedskæringer, skader det eleverne, den danske folkeskole og lærernes arbejdsmiljø, har mange spurgt.

Hvad mange ikke har spurgt om, er, hvad der egentlig helt konkret foregår.

Folkeskolen vil fortælle, hvordan dagligdagen er på et par af skolerne. Ikke for at tage stilling til for eller imod, men for at bidrage til, at alle kan få et bedre grundlag at diskutere på.

Vi valgte at besøge Maglegårdsskolen, fordi det er den skole, som har arbejdet med projektet længst, og Hellerup Skole, fordi det er en ny skole, som er bygget specielt til at være fremtidens skole. Tre journalister opholdt sig på begge skoler og har interviewet ledere, lærere og elever. Der kommer flere artikler i de kommende numre af bladet.

Fakta om Skub

Skubs tidsramme er 1998-2006. Økonomi: 702 millioner kroner ifølge planen for 2004. Status er, at fire skoler er bygget om, Hellerup Skole er nybygget og taget i brug sidste år, og de øvrige syv skoler er et eller andet sted i de indledende faser, hvor skolernes forældre, lærere og andre diskuterer, og hvor lærerne er på kursus.

Alle lærere får tilbudt et 100-timers-kursus. I øjeblikket har lærerne i otte ud af 12 distrikter været på kursus.

Formålet med Skub har kommunen formuleret i plan 2004: »Projektet skal gennem ud- og ombygning af skolerne sikre, at skoler og fritidsordninger indrettes efter den enkelte skoles kvalitetskriterier, pædagogik, organisering og tilrettelæggelse, og at skolerne har kapacitet til det stigende børnetal, der topper i 2009-2010«.

Planen lægger op til, at der kan ske ændringer i den måde, man hidtil har drevet skole på:

»Det er den enkelte skole, der ifølge loven har ansvaret for undervisningens kvalitet, organisering og tilrettelæggelse. Det sker blandt andet ved, at skolerne udvikler og tilbyder mange veje til læring med udgangspunkt i de enkelte børn frem for at alle skal lære på samme måde«.

Skolerne har evalueret forskellige dele af forløbet. I øjeblikket foregår en større evaluering på de første skoler.

Kilder: Plan 2004 plus diverse nyhedsbreve og baggrundsoplysninger på www.skub.dk

Måske er det ikke så rart at skulle i skole, lige når man vågner. Men når man så kommer herhen, skifter man mening. Jeg elsker fodbold. Andreas elsker basket. Det er godt med venner, der er forskellige. Lige nu er det også mest rulleskøjter Anders, 3.dSkolen har forandret sig rigtig meget, fra da vi gik i 0.-3. klasse. Dengang var vi altid i klassen, og ellers havde vi temauger en sjælden gang«Fanny Dyrberg, 6.f»Det er lidt svært, men jeg lærer en del, synes jeg. Jeg leder efter oplysningerne, og det er sjovere end det, de andre laver. Jeg vil ikke se tilbage på min skolegang og sige, at jeg valgte det letteste. Jeg vil lære noget. Det er irriterende, hvis nogle vælger noget, der er for let, og jeg så skal bruge tid på at høre om det bagefter. For eksempel fodboldens historie, som de ved en masse om i forvejen«Kirstine Friderichsen, 6.f