Debat Kommentar
0   184

Livet er for kort til løntjekmøder

Skolens ansatte skal kunne koncentrere sig om deres arbejde

Hver tredje lærer smider kuverten med lønsedlen uåbnet ned i skoletasken og glemmer den der i ugevis. Hver tredje tjekker dispositionsdatoen og bundlinjetallet og lader det blive ved det. Og hver tredje går i gang med at læse den, men må ofte give op undervejs. De forstår den ikke. Det fortæller sekretariatschef Ivan Jespersen, Københavns Lærerforening, der i lighed med adskillige andre kredse nu er begyndt at afholde såkaldte »løntjekmøder« for at uddanne lærerne udi kunsten at forstå egen lønseddel.

Hvilken mageløs geskæftighed: Først går de centrale forhandlere igennem månedlange tovtrækkerier i døgndrift om decentrale lønandele, deres art og omfang. Dernæst kæmper lokale forhandlere på kreds- og kommuneniveau om den lokale udmøntning. Hvilke grupper skal have hvor meget, for hvad, hvornår og hvordan? Kommunalpolitikere, forvaltninger, ledernetværker, kredsstyrelser, generalforsamlinger og faglige klubber parlamenterer, indgår aftaler og lægger planer. Så kan skoleledere og tillidsfolk gå i gang med at administrere, allokere og kontrollere, og endelig kan lærerne så begynde at få deres penge. Hvorefter løjerne fortsætter med kontrol, forsinkelser, opsporing af fejlkilder, efterreguleringer og så videre. Og nu skal lærerne så rende til møder for at lære at læse deres lønsedler, for ellers bliver de måske snydt i nogle tilfælde for op imod 100.000 kroner.

Artiklen fortsætter under banneret

Ikke fordi Ny Løn lægger én krone til lærernes lønsum. Hvad den ene måtte få mere, får den anden mindre. Mange kommuner kvier sig ved blot at udbetale de midler, der er tilvejebragt via forlodsfinansiering (læs: løntilbageholdelse). Bureaukratiet eksploderer, kerneydelsen undermineres, og ligestillingen rulles tilbage. Arbejdsgivernes lavtflyvende mål er at give skolelederne mulighed for at præmiere den ønskede adfærd blandt lærerne i troen på, at lærere kan dresseres som Pavlovs hunde. Men lærerne gider altså knap nok læse deres egne lønsedler, og i øvrigt render ledelseslaget selv med pengene.

I DLF har enkelte kredse slugt kamelen og forliget sig med Ny Løn, som var det et uafvendeligt naturfæ­nomen. Under mottoet »objektive kriterier er gode subjektive kriterier er onde« har man nogle steder bestræbt sig på at udpege så mange tillægsudløsende »særlige ansvarsområder« som muligt med henblik på at sikre alle lærere del i kagen. Herom er to ting at sige: Enten lykkes det ikke, og så er det skidt. Eller også lykkes det, og så er det også skidt. For så kunne man lige så godt have aftalt en generel lønforhøjelse, og så har en masse mennesker spildt en masse tid og kræfter. Desuden er såkaldt »objektive« kriterier hverken objektive eller gode, når det kommer til stykket. Dels hersker vilkårligheden, når funktioner og kvalifikationer skal defineres og prissættes, dels er det ikke objektive træk, der kendetegner den gode lærer, men umålelige størrelser som indsigt, engagement og menneskeligt overskud. Det ved enhver, der arbejder i skolen, og i forsøget på at hindre underminering af kerneydelsen presser mange kommuner derfor på for at få indført subjektive kriterier. I for eksempel Brædstrup har dette pres været så stærkt, at lærerkredsen med beklagelse har valgt at give efter. Her indstilles lærerne nu til løntillæg ud fra skolelederens subjektive skudsmål, slet og ret. KL ser formentlig dette som et gennembrud, der viser vejen frem. Lærerne oplever det som en hån imod bærende værdier i deres arbejde. Udbredelsen af en sådan praksis bliver over DLFs lig.

Arbejdsgivernes mantra er, at alt vil blive bedre, hvis der hældes flere penge i systemet. Det er ikke medicinen, der er forkert, det er doseringen! Et forunderligt standpunkt i lyset af den kendsgerning, at arbejdsgiverne kunne hælde masser af tilbageløbsmidler i systemet, hvis de ville. Og set fra patientens side en dybt foruroligende logik, al den stund medicinens mange uheldige bivirkninger allerede er tydelige ved nuværende dosis. Hvad gør man, når man opdager, at man er kommet i hænderne på en læge, der er mere optaget af at gennemføre operationen end af at redde patienten?

Seks år har dette lønsystem haft til at bevise, at det er vejen frem for folkeskolen, og det er dumpet med glans på alle punkter. Borgerne er ikke tjent med en skole, der bruger så store resurser på at komme overens med en selvskabt plage. Skolens ansatte skal kunne koncentrere sig om deres arbejde i tillid til, at de får hele deres løn uden videre og til tiden. Livet er for kort til »løntjekmøder«.

Niels Christian Sauer er medlem

af DLFs hovedstyrelse


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ