Jeg blev 100 procent lammet i løbet af et døgn. Derefter fulgte næsten fire måneder i respirator, hvor jeg ikke kunne tale, og hvor jeg fik mad gennem en sonde.

Et helt år på hospitalet blev det til, hvor jeg skulle lære alt forfra. Først i el-kørestol, så i en manuel, derefter gangbarre, en høj rollator og arm-stokke. Og masser af træning. Alene og med hjælp fra fysio- og ergoterapeuter.

For at være helt ærlig: den første lange tid tænkte jeg ikke ret meget på Folkeskolens læsere og på mit arbejde. Al min energi blev brugt på at blive rask, og mine tanker var hos mine nærmeste. Jeg har fået megen støtte fra både familie, venner og kolleger. Besøg, samtaler og breve. Uden dem havde det hele været umuligt, tror jeg.

Jeg fik den sjældne sygdom Guillain Barré Syndrom/polyradiculitis efter en banal forkølelse; og selv om jeg nu er tilbage på arbejdet, er jeg langtfra på fulde omdrejninger. Jeg har ingen følesans fra albuerne og ud og fra knæene og ned, så jeg kan ikke mærke computerens taster, mens jeg skriver disse linjer. Jeg går stadig »lidt som Franken­steins Monster«, som en journalist fra bladet »Fagpressen« har beskrevet mig; og genoptræningen tager tid hver dag.

På Folkeskolen har vi tradition for ikke at fortælle om ansattes og politikeres private forhold. Derfor har bladet heller aldrig omtalt min sygdom, og jeg har holdt fast ved, at læserne ikke skulle trækkes med min sygehistorie.

Måske har det været forkert, i hvert fald har rigtig mange læsere kritiseret beslutningen. Og næ­sten 300 har sendt mig opmuntrende breve og mail med pæne ord om mit arbejde. Jeg forsøger at svare alle personligt, men det kniber med at nå det, for skrivehastigheden er ikke, hvad den har været. Men til jer alle vil jeg sige tusind tak. Det varmer. Meget. Og det giver energi til at fortsætte genoptræningen.