Faget kristendomskundskab bør afløses af et nyt, hvor kristendommen er sat på lige fod med andre livsanskuelser, og hvor den religiøse dimension er nedtonet. Kristendommen skal have sær­status, når de danske skoleelever beskæftiger sig med danmarkshistorie, ikke når de prøver at finde deres ståsted i forhold til forskellige religioner, filosofier og etiske problemstillinger.

Jeg er enig i, at kristendommen skal have en særlig status, fordi det er en vigtig kulturarv. Man kan ikke vokse op i Danmark uden at kende til, hvorledes kristendommen har været og stadig er med til at skabe vores samfund. Dér, hvor kæden hopper af, er, når man giver kristendommen særstatus i forhold til folkeskolens forpligtigelse til at danne hele mennesker.

I mit hoved er det en selvfølge, at når eleverne skal finde deres ståsted på et filosofisk, etisk eller religiøst plan, må alle livsanskuelser være ligestillede. Det være sig kristendom, jødedom, islam, buddhisme, hinduisme, taoisme, kongfuzianisme, ateisme, eksistentialisme, survival of the fittest i princippet er der lige så mange livsanskuelser, som der er mennesker her på jorden. De forskellige livsanskuelser er blot nogle kasser, der med tiden er skabt af mennesket for både at få en mening med livet og for at reducere livets kompleksitet, som er umulig at rumme for noget menneske.

Resultatet af et fag, hvor alle livsanskuelser er sat på lige fod, skal ikke være, at alt er lige godt. De opvoksende generationer skal ikke opdrages til, at de ikke må være åbenlyst uenige i andre menneskers holdninger og måder at tolke livet på, tværtimod. Børnene skal blot gives et forum, hvor alle livsanskuelser er ligestillede, og derigennem finde deres eget standpunkt, ikke kun i forhold til dem selv, men også i forhold til det omgivende samfund.

Forkortet af redaktionen