Arvefølge på skolen

Skoleledere skal sikre, at udviklingen på deres skole fortsætter, efter at de selv har forladt den

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I det øjeblik en skoleleder får nyt job, begynder han at fokusere på sin nye skole og på de udfordringer, der venter ham der.

I farten glemmer han at tænke over, hvem der skal afløse ham og sikre, at den udvikling, han har sat i gang på sin nuværende skole, lever videre. Det vil ellers være en god idé, mener skoleforsker Andy Hargreaves, der er tilknyttet universitetet i Boston.

»Planlagt arvefølge skaber stabilitet omkring skolens udvikling, men det er et overset område. Vi mennesker har en sort side, der ønsker, at vores efterfølgere ikke er så dygtige som os. Samtidig er der tendens til at dyrke lederen som person og ikke som en del af en kulturel proces«, siger Andy Hargreaves.

Han arbejder ud fra begrebet bæredygtig ledelse, som betyder, at skolelederen skal tænke langsigtet og involvere lærerne i skolens ledelse. Så selv om han rejser, går det ikke ud over den måde, lærerne udvikler skolen på.

»Skolelederne må spørge sig selv, hvad deres arv til skolen skal være, og hvordan deres indflydelse skal leve videre efter deres afgang. Det skal de allerede overveje, når de begynder som ledere, og ikke når de er ved at afslutte et job«, siger Andy Hargreaves.

I Canada har han set skoler udvikle sig under én leder blot for at gå i stå under den næste, fordi der mangler en linje i deres handlinger. Til sidst bliver lærerne resistente over for forandringer. De ignorerer deres ledere og ser sig selv som skolens stabile element, mens lederne er på gennemrejse.

»At planlægge arvefølgen er ikke kun et spørgsmål om, at lederen peger på sin afløser. Det handler lige så meget om at udvikle en kultur, hvor lærerne tager ansvar for skolens ledelse, så skolen fortsat kan udvikle sig«, siger Andy Hargreaves

folkeskolen@org.dk

Powered by Labrador CMS