Der er så smukt i Danmark netop nu. Rabarberne står ranke og røde, rapsmarkerne er næsten skingre i deres gule pragt, og bøgen er så grøn, som kun den nu engang kan være. Det kalder på livsmod, optimisme og frydefuld fremadskuen. Alt må da ønske at folde sig ud i sådan et land? Men glæden holder kun til døren til folketingssalen. Det er ikke her, livsmodet har sine kilder. Så måske skal man kigge andre steder hen?

Man kan for eksempel kaste et blik ind i en folkeskole i Danmark. Vi kan se ind til en travl klasse med 22 elever, der helt optagede arbejder med eventyr. De har fået læst eventyr op, og de har selv læst eventyr de går nemlig i 1. klasse og kan godt læse noget selv. De taler om eventyrene og vælger hver et eventyr, som de vil illustrere med et maleri. De maler, de taler, de fortolker. Og forældrene og elever i andre klasser bliver inviteret til fernisering, når billederne er hængt op i aulaen. Der bliver standset op og overvejet. Og så arbejder de videre.

Sådan gør man ikke på alle skoler. Man gør noget andet, der stimulerer lysten til at læse, øver det, arbejder med ord og billede og fortolkningsmuligheder og så videre og så videre. Måderne er mangfoldige. Giv selv eksemplerne. Det er forskelle, der viser spændvidde og rummelighed. Det er en kilde til optimisme på skolens vegne.

Hvis du alligevel lister dig ind i folketingssalen, så kig i et af medlemmernes dueslag, hvor de vedtagne lovforslag ligger. Her vil du finde, at et flertal i Folketinget netop har vedtaget, at undervisningsministeren skal have hjemmel til at fastsætte regler, der giver kommuner og skoler ensartede retningslinjer for registrering af elevernes fravær. Målet beskrives i bemærkningerne til det forslag, som nu er vedtaget: »... sikres det, at der på alle skoler bliver opmærksomhed om den enkelte elevs fraværsmønster, således at årsagerne til elevens bekymrende fravær fra undervisningen hurtigst muligt afdækkes«.

Dét dræner optimismen: Her gik man og troede, at skolen faktisk interesserede sig for, om børnene kom. Og at forældrene var forpligtede til at støtte børnenes skolegang. Og så alligevel: Måske står det ikke så slemt til i skolens virkelighed for der står ikke i lovforslaget, at skolen ikke gør det, som den skal. Der står: »Undervisningsministeriet har henvendt sig til en række kommuner for at danne sig et indtryk af, hvordan kommuner og skoler registrerer fravær. De indkomne besvarelser viser et meget forskelligartet billeder af kommunernes/skolernes registrering af fravær, opfølgning samt den videre proces«. De gør det med andre ord forskelligt. Der står ikke ét ord om, at nogen gør det dårligt eller slet ikke. De gør det forskelligt.

Ensartede retningslinjer skal ikke bane vejen for central, national fraværsregistrering, siger de og skriver de. Men ens skal det være. Tja, vil de fleste sikkert mene. Er det ikke lige meget med fraværsregistreringen? Jo, det er det givetvis, hvis man ser på det isoleret i det store billede. Men det er endnu et tegn på, at der er trange kår for forestillingen om, at noget kan gøres godt, selvom det gøres forskelligt og på ikke-centralt definerede måder. Hvornår rammer det undervisningen? Eller er det nok, at den spændes mere og mere ind i bindende mål og fore-stillingen/truslen om centralt stillede prøver med efterfølgende åbenhed.

Det er, som om det skingert gule bliver stadig mere dominerende i landskabet.

Margrethe Vestager, medlem af Folketinget, Det Radikale Venstre