Variation i undervisning giver resultater

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kreativitet, initiativ og nysgerrighed er ikke et resultat af én bestemt undervisningsform i folkeskolen. Tværtimod, fastslår professor Jens Rasmussen fra Danmarks Pædagogiske Universitets institut for pædagogisk sociologi.

»Forudsætningen for, at man kan forholde sig kreativt til viden, er, at man ved noget. Man kan ikke føre fornuftige samtaler uden faktaviden. Det er en forudsætning for at forholde sig reflekterende til et emne«, siger han.

Hver undervisningsform har sine kvaliteter, fastslår Jens Rasmussen. Klasseundervisning er god til introduktion til et nyt emne, af begrebsapparat og centrale problemstillinger. Når det omvendt drejer sig om at trænge i dybden med emnet, kan det være en fordel med projektarbejde.

»Jeg mener, det må være slut med fundamentalistiske udmeldinger om, at kun projektorienteret undervisning kan fremme kreativitet, eller at eleverne kun tilegner sig værdifuld viden, hvis de udelukkende undervises i fagene gennem formidling af fact. Det er et både-og. Eleverne skal have mulighed for at bruge deres teoretiske viden i sociale kontekster og stille overraskende spørgsmål, hvor de udfordrer hinanden«, mener Jens Rasmussen. Han anbefaler derfor, at skolen varierer sin undervisning, og at lærerne lærer sig at beherske en variation af arbejdsformer, så de kan tilrettelægge stoffet i forhold til den fase, eleverne er i.

tonny/folkeskolen@dlf.org