Jeg undrer mig over, at KL har sin egen skolepolitik, som på mange punkter adskiller sig fra landets vedtagne (ud med klassen, skemaet, fag og specialundervisning ind med kommunalt besluttet holddannelsesprocent, logbog). Jeg undrer mig også over, at kon­torchef Jonatan Schloss mener at have den folkevalgtes ret til at »bestille varen«. For mig ser det ud, som om Schloss er i gang med at opfinde KLs egen alternative skolepolitik. Mest undrer det mig, at KL ikke tager udgangspunkt i skolens virkelighed.

Citat fra pjecen »En rummelig skole«: »Politikerne stiller tydelige krav til skolens resultater, herunder krav om læringsgaranti inden for de basale kundskaber«. Nyt ord, hvor får han dog læringsgaranti fra? Kan varen monstro byttes? Er det de folkevalgte eller Schloss, der forlanger læringsgaranti?

Og: »Teamet indretter undervisningen forskelligt for det enkelte barn, så almindelig traditionel specialundervisning ikke er nødvendigt«. Hokus-pokus, her er nok det, det hele handler om.

Hvad om Schloss tog udgangspunkt i lærerpraksis, skolebygninger, kommunal økonomi og videreuddannelse, elevforudsætninger og parathed, autoritetsproblematikken?

Ifølge Schloss mener lærerne, »at læring kun finder sted ved, at læreren konstant overvåger eleven«. I pjecen står: »Det handler ikke længere om reproduktion af lærerens gennemgang af stoffet«. Hvis Schloss kender skolen så lidt, forstår man bedre hans behov for utopiske glansbilledhistorier om børn med eksemplariske individuelle læringsprojekter. I utopien er lærerne inde at have en morgentjans og går hjem klokken 16 for blot at læse 6. klasses novelle til i morgen. Det er tydeligvis ingen sag at have fem hold eller 25 elever i gang med hver sit.

Jeg er enig med Schloss: læs selv. Citat: »Når børn kommer i skole, er de ikke ubeskrevne blade«. Det ved lærerne godt. Bør­nene er jo mennesker. Og ikke glansbilleder.