Professor Thyge Winther-Jensen (Folkeskolen nummer 15 og 16-17) erkender, at hvis man vil hive Danmark ud af mere end et kvart århundredes politisk/pædagogisk uddannelsesmæssig misligholdelse til ubodelig skade for generationer af børn, unge og voksne, der har måttet underkaste sig uudnyttede muligheder og ladet sig spise af med politisk, pædagogisk og lighedsideologisk tomgangssnak, så må sandheden iblandes et udstrakt hensyn til de kræfter, der stadig har held til at begrunde ødelæggelserne med pædagogiske floskler. Altså er det ikke nok at imødegå vor erhvervsproduktions flugt til andre lande med krav om højkvalificeret uddannelse og forskning, hvilket kræver, hvad Winther-Jensen vist nødtvungent kalder for specialisering af uddannelsen helt ned til folkeskolens 7. klassetrin. Han må også hyle med de hunde, han er iblandt, og forsikre, at der sandelig ikke er tale om sådan en specialisering, som den delte skole stod for. Vi skal jo stadig passe på, at ingen uddannes for godt og nærmer sig noget elitært. Derfor skal der gås på kattepoter. Vi skal jo stadig hæge om ligheden, ensgørelsen. Det har vi gjort i mange år. Og det skal vi måske stadig. Bemærk Winther-Jensens forsigtige måske. Den uddannelsesmæssige konservatisme må respekteres, om den end er nok så undergravende. Vi må acceptere en specialisering. Men bare ikke sådan en rigtig specialisering. For så ender vi jo i den deling, der engang var dansk, men nu er dømt meget udansk. Kunsten er at finde en vej ud af denne politiske »på den ene side på den anden side«. Det nødvendige skal gøres, samtidig med at vi ikke viger fra det sædvanlige. Politikerne og pædagogerne skal tilgodeses, og børnene bliver tabere. Men det ved de heldigvis ikke.