Folkeskolens leder i sidste uge gør sig skyldig i en misforståelse. Socialistisk Folkeparti (SF) har aldrig støttet Dansk Folkepartis forslag om et forbud mod Hizb ut-Tahrir.

Da Socialdemokraterne og De Radikale gik ud med overvejelser om at støtte forslaget, var det vigtigt for mig som retsordfører, at SFs folketingsgruppe drøftede sagen i lyset af den nye politiske situation, der skulle jo ikke mange stemmer til, før der kunne være et flertal i Folketinget. Men ingen i SFs gruppe var i tvivl om, at vi skulle holde fast i vores hidtidige holdning: Afvisning af et forbud. SF sympatiserer på ingen måde med Hizb ut-Tahrir, og SF finder bevægelsens syn på demokrati, forhold mellem stat og religion samt ikke mindst organisationens syn på kvindens ligestilling for dybt afskyvækkende.

Overvejelser om brugen af grundlovens regel om opløsning af foreninger er af juridisk karakter og skal overlades til rigsadvokaten, men hans vurdering er éntydig: der er ikke noget grundlag for at forbyde organisationen.

Mediernes dækning af Hizb ut-Tahrirs værgekampagner peger på, at de børn og unge, som rekrutteres, ofte kommer fra hjem med ringe voksenkontakt og alvorlige sociale problemer. De berørte skoler har efter min mening håndteret det på fornemste vis ved at inddrage forældrene også forældre, der har anden etnisk baggrund, og som med god grund er bekymrede for deres børn.

Det er ikke en konflikt mellem danskhed og ikke-danskhed. Det er ikke en konflikt mellem kristendom og islam. Det er en konflikt mellem på det ene niveau demokrati og totalitarisme og på det andet niveau sociale handlemuligheder og håbløshed samt manglende livsmuligheder. Vi bekæmper det ikke med forbud, men gennem sunde alternativer, berettigede forventninger til en god fremtid og ligeværdighed.

Forkortet af redaktionen