Klokken er 16.09. Tillidsrepræsentant Claus Christensen ringer til samling på lærerværelset på Langå Skole.

»TV2/Østjylland har en serie, de kalder Kurt kom forbi. Her er han«, proklamerer Claus Christensen og byder kredsformand Kurt Sørensen velkommen til dagens møde om lærernes næste overenskomst.

Tv-serien er en af den slags, som seerne enten elsker eller hader. Kurt Sørensen kvitterer da også tørt for sammenligningen.

»Det er tredje gang i denne uge, jeg bliver budt velkommen på denne måde«, siger han og begynder at forklare, hvad der ligger bag de krav, Danmarks Lærerfor-ening har spillet ud med til medlemmerne.

I løbet af tre kvarter kommer han omkring forslagene om procentvise lønstigninger, om at sige aftalen om Ny Løn op, om at indføre undervisertillæg til alle og om at forbedre pensionen.

Fra starten har Kurt Sørensen sagt til de 38 lærere, at de bare skal afbryde ham, hvis der er noget, de ikke forstår eller gerne vil kommentere. Men de reagerer først, da han hen mod slutningen når til 93-gruppen, der blev klemt på pensionen, da lærerne blev kommunaliseret.

»Jeg var ansat hist og pist op til 1993. Hører jeg så ind under den gruppe«, vil én vide, mens en anden spørger til, om DLF overhovedet tager spørgsmålet om 93-gruppen seriøst.

Det mener Kurt Sørensen bestemt, at DLF gør.

»Spørgsmålet er snarere, om arbejdsgiverne vil være med til at hjælpe en lille klemt gruppe«, siger han.

»Det er nu, der skal gøres noget. Ellers får vi ikke noget at leve for, når vi skal på pension«, fastslår en kvindelig lærer.

Fut i debatten

Kurt Sørensen er ved at være færdig med sin gennemgang, da en lærer ved det bageste bord sætter fut i debatten.

»I dag har vi lige meget forberedelsestid, uanset om vi skal skifte en pære i overheadprojektoren eller undervise i historie i 7. klasse. Det er urimeligt. Kan vi ikke komme tilbage til den gamle en til en-model med én times forberedelse til én times undervisning?« spørger han.

Kurt Sørensen erklærer sig enig i, at det er urimeligt, at forberedelsestiden ikke hænger sammen med antallet af undervisningstimer.

»Formand Anders Bondo mener, at alle lærere skal have et bestemt antal undervisningstimer inklusive tid til forberedelse, skole-hjem-samtaler, kollegasamarbejde og alle andre opgaver. Spørgsmålet er, hvad timetallet skal hedde«, siger han.

Arbejdstidsaftalen hænger ikke direkte sammen med forhandlingerne om en ny overenskomst. Men det kan den komme til.

»Lige nu forhandler DLF og KL om en ny arbejdstidsaftale. Hvis de ikke kan blive enige, er vi så villige til selv at betale for at få mere tid til forberedelse?« spørger kredsformanden.

»En ændring af arbejdstiden er det centrale for os. Forberedelsen må følge timerne til undervisning«, svarer en lærer.

Lærerne strækker sig langt

Kurt Sørensen lover at bringe budskabet videre til DLFs hovedstyrelse, hvis lærerne i Langå skriver det til ham på de gule sedler, han har delt rundt, men det behøver kredsformanden ikke vente på, mener tillidsrepræsentant Claus Christensen.

»Det budskab kan du få ved håndsoprækning, for vi er mange, der synes, det er hårdt arbejde, når vi skal ind til klasser med mange børn, mange retteopgaver og mange forældre at forholde sig til«, siger han.

Der opstår en summen i forsamlingen, og Kurt Sørensen fornemmer, hvad vej vinden blæser. Lærerne på Langå Skole er parate til at strække sig langt under forhandlingerne om en ny overenskomst for at få bedre tid til at forberede undervisningen.

folkeskolen@dlf.org

93-gruppen er et af de vigtigste områder. Jeg er måske selv med i den, men selv om jeg ikke skulle være det, kan man ikke lade folk i stikken på den måde. Hvis man er så fummelfingret, at man smadrer en ting, så er man nødt til at reparere den.

Jeg kan også godt se en idé i, at alle lærere skal have et undervisertillæg, for timerne ligger så tæt, at vi har svært ved at trække vejret. Men præcis hvordan tillægget skal skrues sammen, ved jeg ikke. Det hele er meget komplekst, men heldigvis er vores tillidsmand god til at forklare tingene uden at fortælle os, hvad vi skal mene.

Vi skal gøre det attraktivt at undervise. Derfor skal forberedelsestiden følge antallet af undervisningstimer, og vi skal have et undervisertillæg, der tager hensyn til, hvor mange elever der er i klassen. Vi har for eksempel to 7.-klasser med hver 26-27 elever. Det giver meget arbejde, så når vi har fagfordeling, skriver lærerne sig på til alt muligt andet. Hvis vi får mere i løn for at tage en klasse med mange elever, bliver det mere attraktivt at undervise dem.

Vi skal selvfølgelig have mere i posen, når det gælder ren løn. Men arbejdstiden er det helt centrale. Det er ligegyldigt, om vi får 500 kroner mere i kassen, hvis vi ikke trives til hverdag.

Det er først og fremmest konfrontationstimerne med eleverne, der skal have et løft. Det er vores primære opgave at undervise, men der er stor forskel på at sidde med en lille eller en stor klasse. Der er også forskel på fagene. Nogle fag er der mange retteopgaver i. Det skal der kompenseres for. Vi skal kunne mærke, at vi knokler med store fag med megen forberedelse.