Skolen har travlt. Den er blevet en del af den kapitale fødekæde. Den skal nå noget. Den har jo kun børnene i ti, måske 11 år. Børnene skal jo også lære at skynde sig. For de får travlt resten af livet.

Udviklingen kræver, at vi alle er effektive i højt tempo. Hvis vi vil være med, og hvem vil ikke gerne det, så vi må skynde os.

Men hvem er udviklingen egentlig? Er det ikke os? Os alle sammen?

I 1992 skrev »gamle« Helweg i Folkeskolen (citat efter hukommelsen): »Skolen og dermed lærerne er den sidste kulturrevolutionære kraft i det danske samfund en skam, at lærerne ikke har opdaget det«.

Hvad med lidt kulturrevolutionær langsomhed? At give tid til refleksionen.

Mogens Hansen nævner børns behov for »langsomhedens pædagogik«. En amerikansk psykolog, Rapaport, kalder det »behovet for den intelligensforbedrende forsinkelse af svar«.

Selvom folkeskolelovens tredelte formålsparagraf på udmærket vis foreskriver kravene til skolen i en sammenhængende pædagogisk proces, presser politikere og ministerielle og KL-embedsmænd og særligt udvalgte såkaldt fagligt funderede smagsdommere med Pisa, OECD og andre internationale statistiske tabeller i ryggen uafladeligt skolen til at øge tempoet og effektiviteten.

Det har længe været bedre danskundervisning, bedre matematikundervisning, Klare Mål og faglig kvalitet, øget rummelighed og bryde den sociale arv. For 18 uger siden var det urolige børn, så blev det mobning, for tre uger siden blev det så nationale test, for en uge siden skolegårdens kvalitet.

Selvom skolelovens formål skal effektueres ligeværdigt, skævvrider mylderet af ensidige indsatsområder fuldstændig den enkelte skoles og lærers indsats og presser møde- og planlægningsaktiviteten. Den enkelte lærer mangler tiden til almindelig forberedelse alene og i sit team. Uden stress og med anvendelse af langsomhedens refleksion, hvor alle skoledagens facetter og elevernes signaler bliver brugt til planlægningen af en ægte undervisningsdifferentiering i alle tre dele af formålsparagraffen.

Skolen er blevet en virksomhed i stedet for en kulturinstitution. Den skal være lønsom. Ikke i forhold til at skabe hele personligheder, der kan indgå i forpligtende fællesskaber som ægte og kritiske demokrater. Nej, skolen bedømmes på karaktergennemsnit, der gør forældrene til gidsler i markedsføringen af den største løgn, der endnu er brugt som bedømmelsesgrundlag for skolekvalitet. Har beslutningstagerne og smagsdommerne tænkt over, hvordan de fuldstændig negligerer 75 procent af formålsparagraffen? Samtidig forstærkes købmandstænkningen: Du skal ikke som forælder eller elev være forpligtet til at gøre din skole bedre. Nej, du skal bare finde en, der er bedre, skal du. Så kan lærerne skynde sig med at gøre deres skole bedre, så karaktergennemsnittet bedres til næste gang.

Hvad med at prøve med lidt professionel ulydighed, som gamle Helweg foreslog. Hvad med i fred og ro at offentliggøre forudsætningsstrategier, der viser, hvad der kan gennemføres umiddelbart, og hvad der må vente. Hvad med at vende det positivt, at vi har børnene i ti til 11 år. Vi skal nok nå det. Langsomheden er en del af fællesskabets forpligtigelser. Et demokrati kendes også på dets evne til at vente.

Linje 1, Aalborgs bybusser, 23. december 1952, stoppestedet ved Tværgade i Vejgaard: Mens en stopfyldt bus ventede, fulgte »busMarius«, den unge billetkontrollør, en gammel dame over den glatte vej, gik forsigtigt tilbage, trak i snoren, så klokken klang, og bussen startede møjsommeligt, mens snakken gik, og de dårlige vittigheder føg gennem luften hjælpsomhedens langsommelighed var en respekteret del af fællesskabet.

Måske kunne det bruges, når skolen både skal være rummelig og yde undervisningskvalitet og også sikre trivsel for både elever og lærere.

Må jeg ønske jer alle et godt og langsomt forår, sommer, efterår, vinter ...

Per Kjeldsen udviklingskonsulent og pædagogisk psykolog Adapta Rådgivning og stifter af PPRdanmark, landsdækkende pædagogisk-psykologisk rådgivning