Debat

Pas på billedkunst

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Billedkunstfaget har ikke megen plads i folkeskolen. Det er nu kun med indtil 5. klasse, så er det slut. Kun hvis børn vælger det som valgfag, kan det dukke op igen i de ældste klasser. Det er således lavt prioriteret i skolens læseplaner, hvor den store vægt med selvfølgelighed er på dansk og matematik. Hvis man ikke har færdighederne i orden i disse to hovedfag, bliver det ikke let i oplæring og uddannelse efter 9. eller 10. klasse.

Det er især danskfaget med vægten på børns læsefærdigheder, der har offentlighedens og Un­dervisningsministeriets opmærksomhed. Billedkunstfaget får sand­synligvis endnu et skud for boven, idet planerne for en ny læreruddannelse fører til en kraftig beskæring med en halvering af timetallet i undervisningen af de kommende lærere.

Børn har brug for at få et aktivt og kritisk forhold til at beskæftige sig med billeder. Vi lever i en billedkultur, men det er et passivt forbrug af billeder på tv, video og i den skrevne presse. Selv om vi svømmer rundt i et billedhav, giver det ikke noget bevidst og kritisk forhold til at se på billeder. Der skal aktivitet og læring til. Børn, der beskæftiger sig aktivt med billeder, får installeret visuelle, righoldige forestillinger inde i hovedet, og fra udviklingspsykologien ved vi, at en af betingelserne for intuitiv tænkning, fantasi og idérigdom netop er righoldige visuelle forestillinger. Kreativitet forudsætter derfor ikke mindst det at lave billeder, se på billeder. Erhvervslivet råber på idérige unge, unge med fantasi og kreativitet. En af måderne at producere sådanne unge i skolen på er gennem aktiv beskæftigelse med billeder.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kære forældre, kære politikere, kære minister. Pas på billedkunstfaget både i skolen og i læreruddannelsen.