Debat

Politik i topklasse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når den folkeskole, man som politiker må stå inde for, da man har lod og del i den, ikke lader sig begrunde pædagogisk, fordi den er for dårlig i sin grundsubstans, må man jo finde en anden måde at begrunde den på også for dermed at kunne afværge forbedringer. Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Carsten Hansen (Folkeskolen nummer 16-17), ved således ikke bedre, end at han, i strid med sit partis og vistnok det meste af Folketingets afsky for al snæver nationalistisk danskhed, hævder, at alt, hvad der ikke passer i den ensgørende, uddannelsesnivellerende skole, er udansk. Men det er selvfølgelig hverken dansk eller udansk at gennemføre en evaluering af 2.-klasserne som landsdækkende test, omend Christian den Fjerde nok ikke benyttede sig heraf. Men måske har uddannelsesforagten, der i et halvt århundrede har hvilet som en dyne over folkeskolen, og som nu er ved at brede sig ind over gymnasiet, varet så længe, at Socialdemokraterne synes, den bør ophøjes til en dansk tradition. På den måde at knytte dumhed og dårligdom til en særlig udgave af dansk tradition, fordi man ikke magter at finde en duelig pædagogik at knytte elendigheden til, lader sig åbenbart anvende inden for områder, der af politikerne anses for tilstrækkelig ligegyldige til, at man ikke behøver seriøse begrundelser. Men metoden er åbenbart anvendelig. En naturlig og faggavnlig opdeling af læreruddannelsen afværges af Mar-grethe Vestager med, at »hun ikke tror, at en opdeling giver mening«. Hvilken velgennemtænkt begrundelse er der dog ikke tale om her. Carsten Hansen ved ikke andet at sige, end at »det ikke er vores kop te«. Det er sandelig politik i topklasse, der her åbnes for.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Powered by Labrador CMS