Debat

Specialundervisning skal sikres

I de store linjer skal man have fokus på de »små streger«

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I regeringsoplægget Det nye Danmark er der lagt op til, at ansvaret for den vidtgående specialundervisning (paragraf 20, stykke 2) overgår til kommunerne, bortset fra de specialiserede lands- og landsdelsdækkende skoler, der samles under staten som selvejende institutioner.

De nye kommuner bestemmer, hvilke specialskoler/-undervisningstilbud de selv vil drive, og hvilke der skal drives af kommunale fællesskaber.

Ved en så stor ændring af ansvars- og opgavefordelingen må det overvejes, hvordan man drager omsorg for, at de elever, der har behov for vidtgående specialundervisning, fortsat sikres et tilbud, der som minimum er på niveau med det, amterne tilbyder i dag.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Selv med kommunestørrelser på 30.000 indbyggere vil det være tvivlsomt, om den kommunale faglige ekspertise kan dække de forskellige handicapkategorier og dermed sikre ikke alene det rigtige tilbud, men også den fornødne støtte og vejledning til elever og for-ældre. I dag har den enkelte kommunes Pædagogiske Psykologiske Rådgivning mulighed for at samarbejde med den amtslige rådgivningsservice, når der er behov for specialfaglig viden og indsats for at løse en foreliggende opgave.

I amterne er der gennem årene oparbejdet et stærkt og solidt fagligt miljø på de enkelte specialskoler. Der er etableret et givtigt og tæt samarbejde med de seks lands- og landsdelsdækkende specialskoler på folkeskolens område, som ikke alene medvirker ved udredningen af behovet for arten og omfanget af specialundervisning og specialpædagogisk bistand, men også medvirker ved uddannelse af lærere og pædagoger samt udvikling og forsyning af undervisningsmaterialer.

Fastholdelsen af et solidt fagligt miljø og muligheden for den nødvendige faglige og personlige uddannelse og udvikling for lærere og pædagoger må veje tungt i overvejelserne om, hvor ansvaret for den vidtgående specialundervisning placeres, og under hvilken fremtidig struktur opgaven løses mest hensigtsmæssigt.

Kort sagt må minimumskravene være, at:

der gives et ensartet kvalificeret undervisningstilbud til alle elever med en national garanti for en ensartet høj kvalitet i hele landet

forældre og elever sikres nogle rettigheder i forhold til valgmuligheder, tidsfrister og klageadgang

der sikres et højt fagligt niveau på de enkelte institutioner

muligheden for erfaringsudveksling mellem de forskellige personalegrupper inden for den vidtgående specialundervisning fastholdes

ekspertisen og opgaveløsningen ved de lands- og landsdelsdækkende specialskoler fastholdes.

Hvis ikke disse forhold indgår i overvejelserne hos de politiske beslutningstagere, så risikerer man at bevæge sig »et skridt frem, men to tilbage«, og så kommer man ikke ret langt i hvert fald ikke fremad.

Ole Holdgaard er formand for DLFs pædagogiske udvalg