Skoleklassen som skæbnefællesskab for vidt forskellige mennesker er afgørende for det danske samfunds fremtid. De unge, der har gået i en klasse med et godt fællesskab og plads til at udtrykke meninger, er også dem, der i størst omfang forventer, at de vil være politisk og demokratisk aktive, når de bliver voksne, viser Magtudredningens skoleundersøgelse.

»Klassen er et godt grosted for tolerance, fordi det er her, 20-25 forskellige mennesker mødes i et skæbnefællesskab og under ledelse af en eller to faste lærere skal have et arbejdsfællesskab til at fungere i en årrække«, siger professor Bo Jacobsen, leder af forskergruppen bag undersøgelsen.

»Man kunne godt få det indtryk af den offentlige skoledebat i Danmark, at hvis man tilgodeser fællesskabet, er man nødt til at beskære individets muligheder, og at hvis man vil optimere individets muligheder for udfoldelse, så går det ud over hensynet til fællesskaber og det sociale. Men det viser sig i vores undersøgelse, at det ikke er et modsætningsforhold. Der hvor man har udviklet gode klassefællesskabet det er også de steder, hvor individet udfolder sig bedst, hvor børnene føler, at de tør sige deres mening«, siger Bo Jacobsen.

En god spiral

Forskerne har ikke systematisk undersøgt, om klasserne er præget af »lige børn leger bedst« om de bedst fungerende klasser er dem, hvor børnene kommer fra nogenlunde ens sociale vilkår.

»Men vi kan se, at der ikke er nogle større forskelle mellem land og by eller mellem forstæder og indre København«, siger Bo Jacobsen og giver sit eget personlige bud på, hvad det er, der gør forskellen mellem en god klasse, hvor både fællesskab og individualitet trives, og en dårlig klasse, hvor tolerancen har ringe kår.

»Jeg tror, det handler om det humane, sociale samspil mellem mennesker. Jeg tror, det begynder med nogle lærere, der er glade for deres arbejde og for at arbejde sammen med hinanden og har gå­på­mod og opbakning fra skoleledelsen. Det forplanter sig blandt andet som tolerance og overskud over for de mere vanskelige børn, og det gør det mere tilfredsstillende for disse børn at gå i skole. Elevernes glæde og tilfredshed virker stærkt tilbage, så lærerne får endnu mere lyst til at give en god undervisning. Sådan en spiral kan gå op eller ned. Hvis man har nogle vanskelige elever, en skoleleder, der går rundt som en lukket bog, samt nogle forældre, der brokker sig, så kan det danne en forsuringsspiral. Det er fænomener af udpræget lokal karakter«, mener Bo Jacobsen.

Forskergruppen har spurgt omkring 4.500 folkeskoleelever om deres oplevelser af klassefællesskabet og deres bud på, hvordan de vil agere i samfundet, når de er 30. Men de har ikke kigget på friskolerne. Bo Jacobsen kan godt være bekymret for, om flere og flere familier vælger en skole, hvor de andre familier er meget lig dem selv.

»Men i de fleste friskoler vil man se parallelle processer, hvor ballademageren, bulderbassen og den stille pige skal finde sammen i et arbejdsfællesskab«.

Advarsel til Gentofte

Han advarer derimod kraftigt imod, at man opløser klassen til fordel for løse fællesskaber, hvor eleverne sættes sammen i forskellige grupper alt efter opgaven.

»Det kan sagtens gå op til 50 procent af tiden, forudsat at klassen i de andre 50 procent virkelig fungerer. Men det er ikke nok, at man mødes med sin hjemmegruppe i fem minutter og så ellers går ud i fleksible grupper 80-90 procent af skoletiden«, siger Bo Jacobsen med henvisning til de tendenser til klasseopløsning, han blandt andet ser i Gentofte-skolernes Skub-projekt. (Gentofte Kommune holder imidlertid fast ved klassen som den grundlæggende undervisningsenhed. Redaktionen).

»Læreren har den centrale opgave at sikre, at når eleverne skal arbejde i grupper, så bliver det forskellighederne, der mødes, og ikke, som man nogle steder ser det, at alle indvandrerbørnene søger sammen. Og så skal læreren sørge for, at der også arbejdes med noget væsentligt og noget forpligtende i den samlede klasse«.

»Det er vigtigt, at alle klasser bruger tid på fælles samtale og diskussion af væ­sentlige emner, ledet af læreren. Læreren skal sørge for, at eleverne udvikler en god diskussionskultur, hvor man taler efter tur, lytter til hinanden og reagerer passende i forhold til hinanden. At relatere sig til eleverne på en ordentlig, respektfuld og klar måde er en af de mest centrale lærerfærdigheder, som der kontinuerligt må kæles for«.

Rundkredspædagogik

Mange lærere oplever, at eleverne i en klasse er meget langt fra hinanden fagligt, og for at leve op til kravene om undervisningsdifferentiering opgiver de for eksempel at have en fælles læsebog.

»Det kan godt være, man må nytænke, hvilke opgaver der egner sig til det fælles. Men man kan jo godt for eksempel analysere en tekst på mange niveauer«, siger Bo Jacobsen og understreger, at den forkætrede rundkreds er central.

»Man skal ikke undervurdere betydningen af, at man sidder, så man kan se hinanden alle sammen og med samme indbyrdes afstand, når man diskuterer«, siger han og anbefaler rundkreds eller hestesko som det første mini-demokrati.

kravn@dlf.org

86 procent af eleverne har svaret, at der er et godt eller nogenlunde godt fællesskab i deres klasse.

88 procent siger, at de selv er med i det fællesskab.

79 procent tør godt sige deres mening, selvom de er uenige med læreren.

64 procent mener til gengæld, at elevrådet er uden betydning eller kun har lille betydning.

Forskerne har fundet en klar sammenhæng mellem, om eleverne har svaret ja til, at der et godt fællesskab i deres klasse, og om de har svaret ja til, at de vil stemme ved folketingsvalg, når de bliver voksne.

Magtudredningens skoleundersøgelse, »Den vordende demokrat«, udkommer i denne uge på Aarhus Universitetsforlag.