Professor Torben Weinreich fra Center for Børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) fik i januar kickstartet kanondebatten med sit eget udkast til en kanon af børnelitterære tekster. Professorens motiv er, som det fremgår på DPUs hjemmeside, at »skabe debat om de ofte ureflekterede beslutninger, der ligger bag valget af skønlitterære børnebøger i skolen«. Dermed er ét af hans væsentligste argumenter for indførelsen af en kanon en synlig- og bevidstgørelse af tekstudvælgelsen og de bagvedliggende kriterier for den. Modstanderne af en kanon mener derimod, at en fastlagt liste netop kan resultere i bevidstløs undervisning, som DLFs formand Anders Bondo Christensen har sagt til Berlingske Tidende: »Sat lidt på spidsen: Vi må aldrig komme i den situation, at vi nærmer os kogebogsundervisning«.

Kanondebatten er langtfra ny, og det er argumenterne for og imod heller ikke. Højrefløjen værdsætter professorens forslag, idet en kanon ses som et vægtigt bidrag i kampen mod historieløshed og manglende kulturelle fællesnævnere. Eller som det 11. februar blev formuleret i Jyllands-Posten: »Med en fast litterær kanon kan vi sikre os, at vi får en fælles tradition, en fælles referenceramme og fælles værdier. Hvad er mere vigtigt for et samfund?« Lige så forudsigeligt er det, at de øvrige partier afviser en kanon med reference til lærernes metodefrihed, og Ulla Tørnæs har nu som et vægelsindet kompromis sat et udvalg til at udarbejde en vejledende klassikerliste til inspiration og debat for landets lærere med udgangspunkt i Undervisningsministeriets publikation »Dansk Litteraturs kanon« fra 1994.

I nævnte udgivelse gives en definition af de litterære begreber klassiker og kanon: Den litterære klassiker har både et væsens- og et funktionskriterium og er »et værk eller en forfatter, der i kraft af visse kvaliteter har vist sig i stand til at sætte en langvarig samtale i gang om litteraturen«. Kvaliteterne er ydermere defineret i form af universalitet, transhistorisk rækkevidde samt kompleksitet og sluttethed på den ene side og mangetydig flerstemmighed på den anden side. Ordet kanon er græsk og betyder rettesnor, men en litterær kanon er ikke et lukket system, idet klassikerne netop konstant udvikles gennem de læsninger, de udsættes for gennem tiden. I ministeriets udgivelse hedder det om begrebet kanon, at det snarere bør bruges »som betegnelse for den stadige diskussion om, hvilke tekster og forfatterskaber der særlig bør være fortolkningens grundlag«.

Den diskussion savner jeg, for dertil er debatten endnu ikke rigtig kommet. Argumentationen for og imod er triviel og unuanceret, og landets lærere har været forbavsende tavse. Lad dette være en opfordring: Bland jer! Giver det mening at argumentere for en kanon ud fra behovet for fælles kulturelle referencer? Risikerer vi uden en bindende liste, at ældre litteraturs guldgruber går tabt? Er der i forvejen alligevel konsensus om en uskreven kanon? Hvilke kriterier bør vi som dansklærere foretage vores tekstudvælgelse ud fra? Hvad er litterær kvalitet? Kanon eller ej det er i mødet med den litterære kvalitet, og dermed også med de litterære klassikere, at eleverne udvikler sig sprogligt, fortolkningsmæssigt og personligt, og det er i mine øjne det væsentligste.

I oktober er kanon-udvalget klar med en vejledende klassikerliste. Som lærere må vi dog hele tiden bidrage aktivt i den væsentlige diskussion om litterær kvalitet. Personligt finder jeg mig i hvert fald ikke i, at en professor karakteriserer min tekstudvælgelse som »ofte ureflekteret«.

Conni Hesel Rickmann er lærer