Der lyder en indtrængende appel fra Danmarks Lærerforening til de kommende større kommuner om at sætte børnenes behov i centrum, når de fremover er eneansvarlige for at give specielle tilbud til børn med særlige behov.

»Jeg kunne godt frygte, at der vil være kommuner, der af økonomiske årsager vil fravælge en specialskole drevet af et kommunalt fællesskab og vil vurdere, at den opgave bliver de nødt til at løse selv«, siger formanden for DLFs pædagogiske udvalg Ole Holdgaard. Han er bekymret over, at kommunerne taler så meget om den rummelige folkeskole i sammenhæng med deres ønske om at overtage også den mest vidtgående specialundervisning.

»Jeg tror ikke på, at nogen lærere, sko-leledere eller Pædagogiske Psykologiske Rådgivninger har henvist børn til amtsskoler for sjov. De har gjort det, fordi de vurderede, at de skoler kunne give børnene det bedst mulige tilbud«.

Det samme siger Bent Vandborg, der er formand for Samrådet af Specialskoler for børn med autisme og skoleleder på Lang-agerskolen i Århus Amt.

»Når eleverne kommer til os, har kommunerne vejet og vurderet og derefter sendt barnet videre til os, vel vidende at det er dyrt. Det styrer kommunerne jo allerede i dag, det er dem, der visiterer«, siger han. Han er ikke så bekymret for Lang-agerskolens skæbne, fordi Århus er en stor kommune.

»I en mindre kommune vil det kunne mærkes på skattebilletten, hvis man pludselig fik et par familier med store problemer. Dét er en stigmatisering, der virker ubehagelig på mig«.

Synergien i et fagligt miljø

På Kasperskolen i Ballerup er der plads til 80 normalt begavede børn med autistiske handicap, og mange børn fra hele Københavns Amt står på venteliste.

»De har brug for genkendelighed, forudsigelighed, struktur, hvis deres indre kaos skal falde til ro«, fortæller tillidsrepræsentant Hans Jørgen Franks.

Han håber inderligt, at de kommende kommuner rundt om København vil gå sammen om at bevare Kasperskolen og dens faglige miljø.

»Vi har fået opbygget en ekspertise her, fordi vi er relativt mange ansatte, som kan supplere hinanden og udvikle undervisningsmetoder sammen. Jeg er bange for, at den synergieffekt vil glippe ved en opsplitning«.

Ideen bag kommunalreformen er nær-hedsprincippet.

»Nærhedsprincippet er fint, men hvis det betyder, at børnene ikke får et tilbud, der gør, at de kan udvikle sig personligt og skolefagligt, kan det være ét fedt. Og de forældre, hvis barn endelig har fået plads her, siger alle sammen, at de meget hellere vil køre 20 minutter længere, hvis barnet får det bedre«.

Men børnene skal jo lære at begå sig blandt andre mennesker. Kan man ikke bedre lære det, hvis man hver dag kan være sammen med børn, der fungerer normalt socialt, end hvis man kun er sammen med andre autister?

»Det er klart, at målet med vores undervisning er, at børnene skal selvstændiggøres. De skal for eksempel lære at blive selvtransporterende og ikke mindst forstå deres eget handicap. Men først skal deres indre kaos under kontrol«, siger Hans Jørgen Franks.

Der er kommuner i Københavns Amt, der driver mindre gruppeordninger for svært autistiske børn i stedet for at sende børnene på amtsskole.

»Og der er bestemt nogle af de gruppeordninger, der fungerer okay. Men det er bare ikke ideelt, at man sidder to lærere i et lille anneks til en folkeskole måske oven i købet med børn med mange forskellige diagnoser. Det kommer til at køre på nogle folk, der har et voldsomt drive«, mener Hans Jørgen Franks. Han tilføjer, at Kasperskolen også har en børnepsykiatrisk konsulent tilknyttet, som skaber en forbindelse mellem den børnepsykiatriske afdeling, der har stillet børnenes diagnose, og det helhedstilbud, hvor de tilbringer de næste år. Den konsulent vil næppe kunne have en tilsvarende tilknytning til en stribe kommunale tilbud.

Kommunerne har i et notat fra KL meldt ud, hvordan de forestiller sig at overtage den vidtgående specialundervisning. Med større kommuner mener KL, at der vil være basis for at sikre en tilstrækkelig forsyning af specialiserede tilbud, undtaget de allermest specialiserede landsdels- og landsdækkende døve- og blindeskoler, som regeringen nu lægger op til, at staten skal stå for.

Men KL skriver samtidig, at så mange børn som muligt skal have undervisning i deres nærmiljø i form af en mere rummelig folkeskole. På den baggrund kan DLFs Ole Holdgaard godt være bekymret for, om det bliver de synlige handicap, der løber med opmærksomheden.

»Det er jo sådan i vores samfund, at det er nemmere at forholde sig til, hvis nogen mangler en arm, end hvis de af forskellige psykiske årsager har brug for hjælp«.

»Vi mener, at børnene skal have undervisning i så tæt sammenhæng med almenmiljøet som muligt«, siger konsulent Hanne Berthelsen, KL, og påpeger, at man i Storstrøms Amt allerede i dag klarer sig helt uden amtsskoler. Her driver kommuner-ne vidtgående specialundervisningstilbud, som er åbne for børn fra andre kommuner.

»Jeg har undersøgt, om der er flere for-ældreklager over specialundervisningstilbuddet i Stortstrøms Amt end andre steder, og det er der ikke«, siger Hanne Berthelsen og tilføjer, at kommunerne i forvejen varetager cirka halvdelen af den vidtgående specialundervisning. Hvad der konkret skal ske med de eksisterende specialskoler, mener hun derimod, det er alt for tidligt at udtale sig om.

kravn@dlf.org og hlauritsen@dlf.org