Det er da udmærket at udvikle en komparativ pædagogisk analysemetode med udgangspunkt i et kulturorienteret syn, især hvis meningen er, at elevernes målbare faglige formåen, der altid må være kernen i et kulturpræget syn, kompareres med erhvervede generelle kulturprægede sider af menneskelivet. Men noget tyder på, at meningen mere er at sammenligne vores fagtomme kulturpræstationer med udlandets positivistiske fagpræstationer. Men en sådan komparation er heldigvis næppe målbar. Her må man snakke sig til et facit. Så den form for sammenligning skal vi nok klare med bravour. Af artiklen i Folkeskolen nummer 15, »Test skal ses i sammenhæng«, synes det at fremgå, at fagpositivismens mere eksakte målbarhed, hvor elevernes kundskaber og færdigheder i fagene måles, ikke rigtig regnes for noget. Det gamle had til prøver, der fulgte i kølvandet på den undervisningsoplø­sende modedille, der igen resulterede i 93-loven, synes i professor Thyge Winther-Jensens meninger at munde ud i en overbærende foragt for positivistiske målinger, herunder for Pisa. Det er en strid mellem to principper, som professoren gerne ser ender med, at de ukonkrete kulturorienterede områder slår de konkrete positivistiske af banen, måske for at gøre en dyd af, at vi ikke længere er i stand til at konkurrere med udlandet om uddannelsesmæssige topplaceringer. Da det er fordummelsen, vi med folkeskolelovens hjælp er bedst til, er »det at komme øverst på en scoringsliste« selvfølgelig ikke noget at stræbe efter. Den selvkritik, som Pisa-målingerne måtte give anledning til, går ifølge Winther-Jensen mere på det ukonkrete, vi kan snakke os fra, end på det fagkonkrete, hvis mangler vi ikke kan løbe fra.