Som den første kreds har Nordkredsen fået gjort noget ved den såkaldte 93-gruppes pensionsproblemer. I Ny Løn-forhandlingerne med kredsens tre kommuner, Hjørring, Hirtshals og Skagen, er det lykkedes kredsformand Lars Busk Hansen at få en forhøjelse af pensionsprocenten på 2,9 procentpoint på plads, så kredsens omkring 110 »93ere« når op på en pensionsprocent på 20 mod 17,1 procent i dag. Aftalerne trådte i kraft den 1. august sidste år.

Dermed får de berørte lærere et tiltrængt plaster på det åbne sår, som kommunaliseringen tilbage i 1993 påførte gruppen.

»Det er knaldgodt, at der er blevet taget fat på det lokalt, når det ikke kunne være anderledes. Jeg ser aftalen som et godt skridt i den rigtige retning, men den løser ikke hele problemet. Den nye procentsats er højere og bedre, men den er reelt ikke høj nok. Nu bliver vi bare mindre dårligt behandlet, end hvis der ingen aftale var«, siger Thomas Andersen, der er lærer og tillidsrepræsentant på Lundergårdskolen i Hjørring og en af de 93ere, aftalen kommer til gode.

Det er ikke bare det, at han og de andre 93ere i Nordkredsen nu får en højere pensionsprocent, der gør Thomas Andersen til en tilfreds mand.

»Jeg er selvfølgelig glad for vores del, men også for at der er blevet taget hul på problemet i det hele taget. Det er længe siden, at det for alvor er sket«.

Han håber, at de lokale aftaler kan være et vink med en vognstang til Danmarks Lærerforening, så problemet endelig kan blive løst via en central aftale.

Fik frataget en rettighed

Problemet har redet DLF som en mare igennem de sidste 11 år. Formand Anders Bondo Christensen har ganske rammende kaldt 93-gruppens uløste pensionsproblemer for »foreningens kollektive dårlige samvittighed«.

Fuldstændigt magtesløse har de 5.000-6.000 lærere, som i dag udgør 93-gruppen, blot kunnet se på, mens en stor sum penge er forsvundet som sand mellem deres fingre, uden at de eller deres fagforening har kunnet stille noget op.

Som gruppens navn antyder, drejer det sig om det lille mindretal af lærere, som per 31. marts 1993 var overenskomstansatte, men med et tjenestemandslignende pensionstilsagn. Et tilsagn, som forsvandt, da lærerne gik fra at være statsansatte tjenestemænd til at være kommunalt overenskomstansatte den 1. april 1993.

»Det store politiske problem i forbindelse med 93-gruppen er, at de lærere, der er omfattet af det her, havde en berettiget forventning om, at de kunne få en tjenestemandspension«, påpeger Lars Busk Hansen.

»Alle de, der er ansat efter den 1. april 1993, har sådan set også ringere pension end tjenestemændene, men de har vidst, hvad de er gået ind til. Det er dér, forskellen ligger. 93erne var ansat, og så fik de deres vilkår forringet, mens de var ansat. Det handler om, at der er nogle lærere, der er blevet frataget en rettighed«, tilføjer Lars Busk Hansen, som ud over at være kredsformand også er medlem af DLFs hovedstyrelse.

Presset fra to fronter

Det er ikke så meget det faktum, at 93-gruppen også har en lavere pensionsprocent end overenskomstansatte, som er ansat efter kommunaliseringen, der er årsag til, at gruppen føler sig snydt.

»Det er næsten altid sådan i fagpolitik, at de, der kommer efter én, har bedre vilkår. Man siger altid: Det er meget bedre nu, end dengang jeg var ung lærer. Sådan er vilkårene. Det er endda succesparameteret i fagbevægelsen. Men den her gruppe oplever at blive presset fra begge sider«, understreger Lars Busk Hansen, der også selv er 93er.

For tilbage står, at 93-gruppen ikke kommer til at få den tjenestemandspension, de var blevet stillet i udsigt. Og dermed går gruppen glip af et rigtigt stort beløb. Faktisk så stort, at det er umuligt at købe de penge tilbage, som gruppen har krav på, erkender Lars Busk Hansen.

Sigtet med lokalaftalen er derfor at bringe gruppens pension op på niveau med de andre overenskomstansattes ved at forhøje pensionsprocenten med 2,9 procentpoint. En løsning, som DLFs egen pensionsrapport fra 2000 også peger på, forklarer Lars Busk Hansen. De aftaler, som Nordkredsen har indgået, kan meget vel gå hen og ende med at danne forbillede for en central løsning ved de kommende overenskomstforhandlinger.

»Men det er ikke et udregningsstykke, hvor gruppen så har nøjagtig det samme som de andre. Det er sådan set bare et skud fra hoften«, erkender han.

Sidste udkald

Ved Overenskomst 02 fik gruppen et engangsbeløb ind på deres pensionsdepot på mellem 10.000 og 20.000 kroner som kompensation for, at de fleste gik glip af otte måneders pensionsopsparing ved kommunaliseringen.

Aftalen dengang var utilfredsstillende, mener Lars Busk Hansen:

»Et engangsbeløb batter ingenting. Det er de løbende indbetalinger, der virkelig giver noget i den sammenhæng«.

Thomas Andersen er enig:

»Det var et plaster på et kraniebrud«.

Har man gjort nok fra centralt hold for at få løst problemet?

»Hvis man gør status nu, nej, så er der ikke sket nok. Men Anders Bondos melding har jo også været, at den engangsudbetaling, vi fik sidst, ikke var nok. Jeg vil meget gerne have tillid til, at det så betyder, at der nu sker noget på området«, siger Thomas Andersen.

Men det er også ved at være sidste udkald, vurderer 47-årige Thomas Andersen.

»Vi har brug for at få en afgørelse. Ellers giver det et usundt klima. Hvis ikke der kommer en fornuftig løsning ved de kommende overenskomstforhandlinger, er vi ved at være der, hvor man kan sige, at så er ballet forbi. Skal det være, skal det være nu«.

jabrahamsen@dlf.org