Problemerne står i kø på specialskoleområdet, hvis elever med handicap fremover skal undervises i kommunerne. Så mens kommunal-, amts- og landspolitikere slås om det nye landkort, kan det være vigtigt at huske på, hvad det er for kvaliteter, vi anser for afgørende i det demokratiske fællesskab Danmark. I hvert fald tre forhold trænger sig på:

samfundets behandling af svage grupper og enkeltpersoner,

den enkeltes retssikkerhed og

den folkelige dialog og kontrol.

Det er ikke så vigtigt, om en specialskole drives af en kommune, et amt eller af staten. Men det er afgørende, at skolerne kan tilbyde netop den undervisning og behandling, som hver enkelt elev har behov for. Kommunegrænser og økonomi må ikke blive det, der afgør, hvor et barn med specielle vanskeligheder eller handicap kommer i skole. Der skal henvises til netop den skole, hvor lærere, psykologer og andre eksperter har kompetence til at undervise og støtte på den rigtige måde.

Sådan tegner fremtiden sig ikke lige nu. Med det nye danmarkskort, som regeringen har foreslået, kan den uvildige, faglige rådgivning om, hvilke tilbud handicappede børn skal have blive dobbeltramt: Hvis kommunerne overtager undervisningen af børn fra mindre handicapgrupper, skal den faglige ekspertise, der i dag findes i amterne, fordeles ud over 100 eller måske endnu flere kommuner. Det kan blive et meget tyndt lag. Og samtidig er der risiko for, at de fagligt begrundede visiteringer til specialskoler bliver tyndet op med kommunale overvejelser om, hvordan der kan spares mest muligt på specialundervisningen.

Hidtil har amterne kunnet samle den nødvendige ekspertise, som små kommuner ikke har. Amterne har samtidig været en slags garanti for, at faglige begrundelser har kunnet gå forud for økonomitænkning, og ved at have ret til selvstændig skatteudskrivning har vi også kunnet vælge amts-politikere, der har skullet stå til ansvar for den politik, de fører.

Hvis en kommune skal have kræfter og volumen til at klare den vidtgående specialundervisning med overtagelse af amternes specialskoler, er 30.000 indbyggere ikke nok, man skal op på måske 80 eller 100.000 indbyggere i hver kommune. Det er der ingen politisk realisme i. Og med indenrigsministerens åbning af en ladeport som han ganske vist prøver at beskrive som en kattelem til at undgå kommunesammenlægninger vil en del kommuner blive ved med at være meget små. Fordi de lokale politikere klæber til taburetterne, eller fordi nogle små, svage kommuner ikke bliver inviteret indenfor hos de store, rige naboer. Det gør det svært at tro på, at alle børn med specialbehov i fremtiden kan få den undervisning, de har krav på. Små kommuner kan gå sammen om at drive specialskoler, men tværkommunalt samarbejde betyder næsten altid, at det direkte politiske ansvar forsvinder.

Ét resultat af det nye politiske danmarkskort er desværre forudsigeligt: Nogle af de svageste børn kommer i klemme.

-th

Læs side 22