Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Engelsk på kinesisk

Et pudsigt møde med en kinesisk turistguide blev i første ­omgang lagret under underfundige oplevelser fra ferien. Men de danske krav om flere nationale test kaldte mødet frem igen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man kommer ikke langt med engelsk i Kina. Men bystyret i den sydlige provinsby Guilin satser hårdt på at tiltrække udenlandske turister, og sproget er et af midlerne.

Så da min familie og jeg for nylig blev vist rundt i den flotteste af de mange drypstenshuler i området, slog guiden over i et formfuldt engelsk, hver gang hun var færdig med at fortælle om hulen på kinesisk.

»Hold jer tæt til mig, så behøver jeg ikke tale til jer gennem megafonen«, rådede hun, og vi lod vores blikke følge lommelygtens kegle rundt på vægge og lofter.

En godt 500 meter lang sti snoede sig gennem et landskab af søjler og aflejringer. Naturens kunstværker tog form af champignoner og meloner, der skød op af gulvet, og ned fra loftet hang gardiner, ananas og fisk uden haler. Bag en lille sø dukkede New Yorks skyline op. Eller var det Shanghais?

Nogle figurer trådte tydeligere frem end andre, men takket være guidens forklaringer om »solopgang over løvejunglen« og »pagode omrullet af en drage« var vi aldrig i tvivl om, hvad vores fantasi skulle få formationerne til at forestille.

Guidens let forståelige engelsk gjorde det nemt for os at oversætte videre til vores tre døtre. Men det engelske hørte op, da hun efter turen kom hen til os og tydeligvis ville fortælle os noget.

Vi fandt aldrig ud af, hvad det var. Hun havde helt klart noget på hjertet, men hun havde leveret den lektie, hun havde lært hjemmefra, og nu var der ikke flere engelske gloser at gøre godt med. Hun formåede ganske enkelt ikke at udtrykke sig, når hun selv skulle sætte ordene sammen.

Det var et pudsigt møde, som vi umiddelbart lagrede under underfundige oplevelser under ferien i det fjerne Østen. Men da vi satte foden på dansk jord igen, løb vi ind i regeringens og navnlig De Konservatives krav om at indføre nationale test af de bindende trinmål på 2., 4. og 6. klassetrin. Det fik mødet med den kinesiske drypstensguide frem på nethinden igen, for hun er et klassisk eksempel på det, lærere og forskere advarer imod, nemlig at eleverne kun vil lære det, de bliver testet i.

Guiden havde netop lært at lire remser af. Sådan må det ikke gå i Danmark. Selvfølgelig skal der stilles krav til eleverne, men hvad nytter det, at danske elever er gode til at udtale ordene, hvis de ikke kan bruge dem?

Som en engelsklærer sagde til mig for et par år siden:

»Eleverne skal ikke længere lære at tale korrekt engelsk. De skal lære at begå sig uden for engelsktimerne, for i dag er det accepteret, at man taler engelsk på forskellige måder rundt om i verden. Det kalder vi world english«.

Også i andre fag må målet være, at eleverne lærer at fungere hensigtsmæssigt i hverdagen. At de lærer at træffe valg, som sikrer, at de kan klare sig både i dag og fremover. Det kræver, at de kender og forstår den verden, de lever i. Viden er en forudsætning for at være kompetent, men det er ikke nok at vide en masse. Unge skal også kunne håndtere de udfordringer, de møder, og det skal de lære i skolen.

Freelance-journalist. hs@stickelberg.dk