Føler Folkeskolen sig truet af, at pædagogerne skal til at arbejde systematisk med pædagogiske læreplaner i daginstitutionerne? Det er nærmest det indtryk, jeg får, når jeg læser lederen »Skånsom overgang?« i Folkeskolen nummer 15, der med ord som »skolificering« harcelerer over de læreplaner, som regeringen er ved at indføre i daginstitutionerne.

Man får det til at lyde, som om vi er ved at indføre den sorte skole i daginstitutionerne. I samme åndedrag mener lederskribenten, at der ikke er noget nyt i de pædagogiske læreplaner. Hvad mener bladet egentlig? Skribenten har vist sat automatpiloten til frem for at sætte sig ind i tingene.

De pædagogiske læreplaner skal sikre, at børn, som ikke hjemmefra er vant til at få den tilstrækkelige stimulans, får dækket deres behov. Det skal ske ved målrettet læring gennem mange forskellige aktiviteter deriblandt masser af leg. Med læreplaner kan vi sikre, at alle børn stifter bekendtskab med en række ting: naturoplevelser, trænet motorik, udviklet sproglig formåen. Der er bestemt ikke tale om, at børnene skal sidde på skolebænken og terpe.

Et andet problem, læreplanerne skal være med til at løse, er, at en del børn har svært ved at finde sig til rette, når de starter i skolen. Mange lærere klager over, at børnene er urolige, og at de har svært ved at forstå en kollektiv besked. De får simpelthen et kulturchok, når de starter i skolen. Læreplanerne kan være med til at lette overgangen til skolen.

Nogle pædagoger er gode til at give børnene de kompetencer i dag. Men der er også institutioner, hvor der slet ikke er fokus på det. Med de pædagogiske læreplaner sørger vi for, at der kommer et systematisk fokus på børnenes kompetencer, og at pædagogerne forbedrer deres evne til at tage hånd om børnenes udvikling.

Det synes jeg ærligt talt, Folkeskolen skulle se som en stor chance frem for at lægge armene over kors og gøre »som vi plejer«.

Svar

I bekendtgørelsen for pædagoguddannelsen og i lovgivningen om formålet for arbejdet i daginstitutionerne kan man se, at socialministerens læreplanstænkning intet nyt tilføjer om, hvad en pædagog skal kunne og er forpligtet til.

I formålsbeskrivelsen for pædagoguddannelsens seks kultur- og aktivitetsfag står der, at pædagogen skal tilegne sig færdigheder og kompetencer til at planlægge og udføre aktiviteter med børn og unge inden for de samme områder, som bliver betonet i læreplanstænkningen.

Det er vigtigt, at de voksne, der arbejder professionelt med børn, har en plan for, hvordan de kan sikre en alsidig og spændende hverdag for børnene.

Men det er mindst lige så vigtigt at afstå fra at skematisere børns liv. Det vil være et væsentligt tab for dem, hvis der kun kommer til at foregå det i deres hverdag, som voksne har planlagt for dem.

At indføre bindende læreplaner for nul-syvårige er at føre skolens strukturerede arbejdsformer ind i daginstitutionerne. Det er børnene hverken psykisk, motorisk eller socialt udviklede til.

Det er ikke folkeskolen, der er truet, men børnenes tidlige liv.

Thorkild Thejsen, chefredaktør, Folkeskolen