Med et suk fra virkelighedens verden konstaterer chefkonsulent i KL, Dorthe Møller, i Folkeskolen nummer 12, at vi bruger flere og flere penge på specialundervisning, hvilket anderledes udtrykt betyder, at de svage elever koster os flere og flere penge, der virkelig kunne være givet bedre ud. Og det kan man da efter temperament tilslutte sig, hvilket de fleste i dag så gør, uden dog samtidig at vedgå, at det er folkeskolen, som den er indrettet, der taber de svage og lader de stærke sejle deres egen sø. Det burde medføre, at opmærksomheden rettedes imod den påtvungne undervisnings­kvælende udelthed, der skal huse og derfor forsømmer stærke som svage. Man burde da i det mindste bare perifert antyde en anelse tvivl om udelthedens berettigelse i en undervisende skole. Men det sker absolut ikke. I stedet for leder man side op og side ned i leksika og ordbøger efter passende positivt ladede ord, der kan tiltrække opmærksomheden og dermed sløre udsynet til skandalens virkelige årsag. Hvis man nu begynder at tale højt og kælent om den »rummelige skole« og »fleksible skole«, så må enhver da føle, at noget overordentligt positivt er på bane. Rummelighed og fleksibilitet kan ingen da gøre indvendinger imod. Og så kan hele baduljen bare få lov til at køre videre uden specialundervisning og med reneste samvittighed. For man har vel lov til at tro på, at almene plusbegreber som rummelighed og fleksibilitet kan lindre alle smerter og helbrede al dårligdom. I modsat fald er det skolernes og altså lærernes skyld og i hvert fald ikke KLs skyld, der jo netop lancerede begreberne. Dette smukke lærestykke i anvendt demokrati bør indgå i elevernes realistiske opøvelse i senere at kunne begå sig i dansk demokratisk småsvindleri.