Hvis man hører til de voksne, som mener, at nutidens børn befinder sig på den forkerte side af det udholdelige, så kan jeg anbefale, at man iklæder sig sørøvertøj og sejler rundt til danske havne og siger gohøj. Det skader absolut heller ikke, at man har en kanon, en heks, en troldmand, en eventyrdigter, teaterfolk og et rigtig sørøverorkester med.

Man møder nemlig nærværende, opmærksomme og positive tre-tiårige børn, der giver udtryk for, at de er klar til indtryk til senere glæde og bearbejdelse.

Der er fortsat hjerneplads og hjertelyst til begejstring, nytænkning og benovelse.

Det er klart, at også computerverdenen har godt fat i de største børn i aldersgruppen, som både venligst og det modsatte gør opmærksom på, at »der findes ikke sørøvere«, »pistolerne er kunstige«, »heksen er klædt ud«, og som en niårig konkluderede: »Jeg vil hellere hjem og slå ihjel«.

Da drengen to gange havde trukket sin mor i jakken og fortalt om sit opståede behov, lo moren udglattende og fortalte, at når han sagde sådan, så betød det, at han ville hjem og spille på sin computer. Det havde jeg regnet ud, men var da vældig glad for, at moren lige fjernede enhver form for tvivl.

Lysten til at komme hjem og slå ihjel hang måske også sammen med, at sørøverskibets pirater slog for lidt ihjel. Nok så alle drabelige ud, og nok var sørøverorkestrets medlemmer både gnavne og voldsomme, og deres sange var også barske, men ingen sørøvere huggede hovedet af folk eller brændte havnebyer af. Derimod tonede de mere og mere over i det venlige og fredsommelige, og når børn forlod kulturskibet efter to timers forventningsfuld vandring mellem heks, teater, eventyr og musik, så vidste de godt, at sørøvere som andre mennesker kan være mange forskellige ting. Selv en sørøver med krum sabel kan nedbryde fjendebilleder.

Det hjalp dog også gevaldigt på børns forestillinger, når man fortalte, at sørøvere er nogle, der står tidligt op om morgenen, laver mad til hinanden og spiser masser af grøntsager for ikke at blive syge. Sørøvere elsker at bade og fiske, og de går direkte og tidligt i seng, så snart kaptajnens højtlæsningstime er vel overstået.

Når man siger gohøj til mellem 15.000 og 20.000 børn, så vil der være nogle, der vedvarende ønsker at holde afstand. En syvårig ønskede så sikker afstand, at han sammen med sin pædagog gik rundt helt ude på parkeringspladsen. Det burde da være et sikkert sted.

Da jeg tilfældigvis var på tur i fuld sørøver-dress og derfor pludselig dukkede op mellem to biler, udbrød drengen atter med gråd i halsen: »De er også her«.

Derefter satte drengen med den voksne halsende efter i fuld løb mod stranden.

Han ville garanteret til Sverige. Det er jo så populært lige for tiden.

De få kanon-og hekseskræmte børn faldt dog klart til ro, når de fik en chokoladeguldmønt i hånden, og sagde som tak »I er ik så onde alligevel«.

Det var godheden, der fyldte mest.

Selv om en fremtrædende dansk politiker har peget fingre af godhedskulturen og rundkredspædagogikken, så må man nok sige, at hvis ikke voksne putter noget godhed ind i børns hoveder, hvad skal vi så være her for. Hvis ikke vi ser på hinanden, når vi snakker sammen, hvad skal vi så bruge vore sanser til.

Det gør godt at se børn folde sig ud, fordi de har suget til sig af godhed. Måske gør de en dag ligesom Emil fra Lønneberg. Han kyssede sin lærerinde, og da hun spurgte, hvorfor han gjorde det, svarede Emil: »Det gjorde jeg af godhed«.

Vi mangler nogle, der går rundt og kysser andre af godhed i skolen og Folketinget.

Som en gammel indianerhøvding sagde til mig: »Inde i mig bor der to hunde. Den ene er et ondskabsfuldt bæst, og den anden er en god hund. De slås hele tiden, men hvis du spørger mig, hvem der vinder, er svaret klart: Den, jeg fodrer mest«.

Lad os bruge vores liv på at fodre vore børn med gode, stærke holdninger og oplevelser.

Så klappen for øjet, øret og hjernen aldrig klapper i.

Frode Muldkjær børnejournalist, DR P2 var med på sørøverskibet »Skibet er ladet med børnekultur«, som sidste sommer sejlede rundt til ti nordjyske havne