Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Folkeskolens rolle i det nye Danmark

Opret distrikts­bestyrelser og sæt gang i skole- og kommuneudviklingen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En af de anbefalinger, Strukturkommissionen kommer med, går ud på at skabe større enheder for at fremtidssikre den kommunale opgaveløsning.

I forbindelse med en omlægning af skolestrukturen i Nordborg Kommune fra fem til tre distrikter har vi været inde i overvejelser over kommunens struktur. Vi har set på, hvilke øvrige kommunale opgaver som ville kunne knyttes sammen distriktsvis. Vi håber, at vi med tre homogene skoledistrikter kan organisere de kommunale tilbud på hele børne- og ungeområdet i disse distrikter; og vi forestiller os, at distrikterne også vil kunne udvikles til at sikre en borgernær indgang i forhold til andre områder af den kommunale service.

Omlægningen frigjorde et beløb på den årlige drift, som nu bruges til skoleudvikling. Der er blevet penge til bygningsforandringer, der er skabt en faseopdelt struktur, og der er blevet penge til kompetenceudvikling af hele lærergruppen. Det naturfaglige område styrkes med oprettelse af en naturskole.

Næste skridt er at koble de nul-seksårige på de tre distrikter. Vi har sammenlagt sundheds- og dagplejen, og vi er ved at opbygge et mere forældreorienteret tilbud til aldersgruppen, som skal sikre, at forældre får den opbakning og hjælp, som man kan have behov for, når nu man ikke har forældre, bedsteforældre og søskende med børn og forældreerfaringer lige om hjørnet. Forældre får tilbud om coaching i forhold til børn og udvikling. Tilbuddet til de nul-seksårige skal være tæt knyttet til børnehaverne.

Vi vil samtidig se på, hvordan vi kan videreudvikle skolens rolle som kulturbærer i fremtidens kommunale landskab. Kan man forestille sig, at man i det enkelte skoledistrikt samler de brugerbestyrelser, som har med børneliv at gøre, til én bestyrelse: skolebestyrelse, forældreråd ved skolefritidsordningen, bestyrelser i børnehaverne, dagplejens forældrebestyrelse, ungdomsskolens bestyrelse? Vi ender så med én slagkraftig distriktsbestyrelse, hvor man reelt har mulighed for at påvirke livsvilkårene i det område, man bor i. Bestyrelsen vil få et vist økonomisk råderum, og man kan som medlem se frem til et længere sammenhængende forløb. Vi kan sikre balance og helhedssyn i bestyrelsesarbejdet i forhold til distriktets interesser, idet der ikke vil være særinteresser, men netop helhed som centrum for distriktsbestyrelsens arbejde. Vi får skabt et mødested, som kan sikre lokal opbakning, og en decentral lokalt koordinerende instans i forhold til det centrale byråd.

Jeg forestiller mig, at man på sigt udarbejder en kontrakt med distriktsbestyrelsen om, hvilke ydelser man ønsker, at distriktet skal levere. Altså at man ønsker en skole, som sikrer, at børnene, når de er færdige, er glade, har selvtillid og viden, så vidt det overhovedet kan lade sig gøre, at der er dagtilbud, hvor børnene har udviklingsgaranti, at sundhedsplejen kan træffes og tilbyder hjælp til udvikling af forældreskab.

Hvor der måske tidligere var nabo- eller landsbyfællesskaber at trække på, er situationen i dag, at der ikke ligger stabile fællesskaber lige for. Gennem en årrække har det offentlige langsomt påtaget sig disse omsorgsopgaver, men det kan ikke blive ved at gå. Også her kan distriktsbestyrelsen være et bud på en koordinerende faktor.

Ved at strukturere landkortet på den måde kan vi bygge videre på en fornem dansk tradition for decentralisering, lokaldemokrati og medbestemmelse.

Et Danmark med færre kommuner giver mulighed for, at udviklingen kan gå to veje. En centralt orienteret vej, med større og tungere centrale forvaltninger af de kommunale ydelser, eller en decentral vej, som bygger på forandringsparathed og fleksibilitet, med mulighed for afprøvning af lokale hypoteser og eksperimenter om, hvad der vil være godt at udvikle. Det kræver visionære medarbejdere og modige politikere, men jeg er ikke i tvivl om, at en sådan struktur vil frisætte al den kreativitet og lyst til udvikling, som ligger gemt i den danske folkeskoles kiste med arvegods.

På www.folkeskolen.dk kan du læse en længere artikel på skærmen til højre for denne kommentar

Pernille Thorup er direktør i Nordborg Kommune

Powered by Labrador CMS