Debat

Fravalg af overenskomstansatte

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er med beklagelse, at jeg i Folkeskolen nummer 5 kan læse, at DLFs hovedstyrelse har fravalgt at få overenskomstansatte hovedstyrelsesmedlemmer repræ­senteret i Lærernes Pensions bestyrelse. Hovedstyrelsen har valgt fire repræsentanter til Lærernes Pensions bestyrelse dog er alle tjenestemænd. Jeg mener ikke, at man varetager sine medlemmers interesser, da Lærernes Pension jo primært består af overenskomstansatte medlemmer. Og det styrker ikke ligefrem DLFs anseelse hos menige overenskomst­ansatte medlemmer. Hvis hovedstyrelsen ønsker at fremtræde som en moderne og saglig for­ening over for sine medlemmer, bør man også agere sagligt og fornuftmæssigt i fordelingen af medlemskab i diverse bestyrelser og repræsentantskaber.

Jeg kunne godt tænke mig at høre argumenterne, der måtte ligge til grund for beslutningen om ikke at have overenskomstansatte medlemmer siddende i Lærernes Pension.

Løn- og ansættelsesforholdene er ikke mere ens for skolens ansatte. Sådan ser virkeligheden nu ud efter 1993. For overenskomst­ansatte er der pensionsforhold, der er væsentlig anderledes end for tjenestemænd i den lukkede gruppe. Dette har jeg selvfølgelig en forventning om, at min fagforening tager hensyn til, når den vælger medlemmer til diverse bestyrelser. Umiddelbart ville jeg sige, som overenskomstansat og pensionsopsparer i Lærernes Pension om igen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Svar

Jeg kan umiddelbart godt forstå din reaktion og vil derfor gerne benytte lejligheden til at forklare hovedstyrelsens beslutning lidt nærmere.

DLF har fire repræsentanter i bestyrelsen i Lærernes Pension (LP). Det er formanden, næstformanden, sekretariatschefen og formanden for fagligt udvalg. Jeg er som formand samtidig formand for LPs bestyrelse og har altså været det nu i halvandet år. Jeg har konstateret, at de væsentligste problemstillinger, som bestyrelsen arbejder med, i høj grad relaterer sig til lovgivningsinitiativer på pensionsområdet. Eksempelvis betød tolkningen af lovgivningen, at vi mellem jul og nytår 2002 stod i en situation, hvor vi som fagfor­ening med få dages varsel kunne være blevet nødt til at skyde et betydeligt millionbeløb ind i pensionskassen som garantikapital. Jeg skal med det samme understrege, at det ikke skyldtes dårlig økonomi, men udelukkende lovfortolkningsproblemer. Situationen viser, at det er væsentligt, at der er sammenfald mellem ledelsen i DLF og LP. Når vi så har valgt, at den fjerde plads tilfalder formanden i fagligt udvalg, skyldes det som bekendt, at pensionen reguleres via overenskomsten, som er et af ansvarsområderne for formanden for fagligt udvalg. Vi oplever, at rent tekniske problemer kun kan løses gennem ændringer i overenskomsten. Repræsentationen i bestyrelsen er altså et udtryk for, at vi ønsker at have de bedst mulige forudsætninger for at kunne tackle de problemstillinger, der opstår.

De overenskomstansattes pensionsforhold er ganske rigtig væ­sentligt anderledes end tjenestemændenes forhold. Derfor har medlemsforaenes synspunkter og­så en helt afgørende rolle, når der skal træffes afgørelser om ydelsesmønstre, fritvalgsordninger og lignende. Det er imidlertid ikke disse temaer, der fylder på bestyrelsens bord. LPs direktør har en meget tæt kontakt til medlemsforaene. Jeg vil endvidere mødes med jer et par gange inden for overskuelig fremtid henholdsvis til næste møde i Medlemsfora Vest og til årsmødet.

Afslutningsvis vil jeg for god ordens skyld gøre opmærksom på, at bestyrelsesposterne ikke udløser løn eller vederlag.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF

Powered by Labrador CMS