Vi tror på det

Læs i brevet efter artiklen, hvorfor Anders Bondo skrev under på fælles erklæring om mobning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En række personligheder inden for skoleverdenen underskrev onsdag Erklæring om nationalt samarbejde for social trivsel og mod mobning i grundskolen.

Men nytter det noget med en erklæring?

»Ja, det nytter noget. Jeg har i længere tid anbefalet, at vi ikke bare laver projekter hver for sig. Der er mange gode tiltag, men det, der virker, er, når skole, forældre og kommunerne går sammen om det. Dette er det bedste initiativ, der overhovedet har været på det her område. Jeg tror virkelig meget på det«, siger Anders Bondo Christensen og understreger, at han føler sig meget forpligtet på projektet på medlemmernes vegne.

Første skridt på vejen

Dansk Center for Undervisningsmiljø er initiativtager til erklæringen. Projektleder Helle Stenbro har store forventninger.

»Ja, det nytter. Og der er brug for det. Der er simpelthen for meget mobning. Det at vi står sammen om det, kan forstærke de initiativer, der kommer for at arbejde mod mobning«, siger hun og håber, at erklæringen kun er det første af en lang række initiativer. Det næste bliver et arbejdsseminar, hvor kontaktpersonerne fra de forskellige organisationer mødes for at omforme de fine ord til konkrete initiativer. Helle Stenbro vil ikke lægge sig fast på, hvad der konkret skal ske, men »det vil være en god ide med en hjemmeside for trivselser-klæringen, hvor man synliggør tiltagene og bruger den til vidensdeling«, siger hun.

folkeskolen@dlf.org

Kære kollega

»Har du haft en god dag i skolen?«

Sådan spørger de fleste forældre, når deres børn kommer hjem, og børnene skulle gerne kunne besvare forældrenes spørgsmål med et klart ja. Det kan de fleste børn da heldigvis også. Der er sat megen fokus på mobning og trivsel i folkeskolen de senere år, og det har ført til en lang række gode initiativer fra mange forskellige sider. Antallet af børn, der bliver mobbet, er faldet meget de seneste år, men målet er, at ingen mobbes i skolen.

Skal vi nærme os det mål, er det nødvendigt, at alle med ansvar for skolen samarbejder om det.

Det er baggrunden for, at Danmarks Lærerforening støtter det gode initiativ fra Dansk Center for Undervisningsmiljø om at skabe en fælles erklæring for alle, der har ansvaret for og kontakt med børnene. Onsdag den 10. marts blev der afholdt en ceremoni på Peder Lykke Skolen i København, hvor jeg sammen med undervisningsministeren, formænd og ledere fra en lang række organisationer underskrev Erklæring om nationalt samarbejde for social trivsel og mod mobning i grundskolen som bevis på, at vi alle bakker op om arbejdet for en bedre social trivsel. I stedet for at hver gruppe hver for sig iværksætter initiativer, har elever, lærere, pædagoger, forældre, ledere, kommuner og ministerium besluttet at samarbejde om at gøre folkeskolens sociale liv endnu bedre for alle børn.

Om lærerne hedder det i erklæringen:

»Vi ved, at vi som lærere og pædagoger har et ansvar for, at eleverne trives i skolen. Derfor vil vi:

Tage fagligt såvel som personligt ansvar for elevernes sociale trivsel og for håndtering af mobning gennem den daglige kontakt med eleverne have fokus på elev/elev-forholdet og sørge for at eventuelle problemer afdækkes Arbejde for et kollegialt miljø i skolen og tilhørende fritidsinstitutioner, hvor samarbejde om og fælles ansvarlighed for elevernes sociale trivsel er en selvfølge Aktivt medvirke til at skabe debat om pædagogisk praksis og metode på området samt videreformidle viden og erfaringer, der kan bidrage positivt til arbejdet med klassens sociale liv Inddrage elever og forældre i samarbejdet for at fremme elevernes sociale trivsel og modarbejde mobning Arbejde for aktivt at fremme en social integrationskultur i skolen og tilhørende fritidsinstitutioner, hvor forskelligheder hos børn som udgangspunkt opfattes som potentialer og resurser Som en del af brobygningsindsatsen ved skolestart udveksle erfaringer, som kan understøtte den samlede indsats«.

Vi håber, at initiativet vil understøtte samarbejdet på den enkelte skole og i den enkelte kommune om at minimere mobningen. Vi har ikke brug for at placere aben på hinandens skuldre, men for i fællesskab at løse problemerne.

Jeg har på foreningens vegne med glæde skrevet under på erklæringen, da jeg er overbevist om, at vi i Danmarks Lærerforening vil yde vores bidrag til et konstruktivt samarbejde om at bekæmpe mobningen i skolen.

Anders Bondo Christensen