Bløde værdier sat på procenter

Dalmose Centralskole har ikke alene sat sig mål for de bløde værdier skolen har også målt på dem og offentliggjort målingerne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ofte skriver man flotte, forkromede sætninger om mål og værdigrundlag. I Dalmose på Sydsjælland måler skolen også på, om den lever op til sine egne mål og i onsdags offentliggjorde den for første gang sine måleresultater. De går blandt andet på, hvor mange procent af eleverne der har haft en tryg overgang fra børnehave til skole og fra landsbyskole til overbygningsskole.

»Det er en måde at fastholde processen på at sikre, at det ikke løber ud i sandet«, siger Line Olesen, der er klasselærer for 8.a og medlem af skolens »Tænke-tank«, den udviklingsgruppe, som har været tovholder i to års arbejde med et værdigrundlag. Processen kom i gang på en pædagogisk weekend, efter at Dalmose Centralskole havde fået ny skolebestyrelse, ni nye lærere, viceinspektøren var blevet inspektør, og tillidsrepræsentanten var blevet vicer. Værdigrundlaget er bygget op om fire overskrifter, Tryghed og glæde, samarbejde og fællesskab, faglige kompetencer samt frihed og ansvar.

Glæde en forudsætning for faglighed

»Jeg spiller selv fodbold, og det er altså sjovere, når der er et mål i hver ende, og man bliver evalueret undervejs«, siger skoleleder John Larsen.

Som alle andre skoler har Dalmose Centralskole måttet sikre sig, at forældre og andre interesserede kan finde afgangsprøvekaraktererne på skolens hjemmeside:

»Men det er jo Folketinget, der har vedtaget så bred en formålsparagraf for folkeskolen, hvad enten den så er inspireret af Grundtvig, Løgstrup eller Husteds nye ord om livsduelighed. Men den skal vi jo udfylde, og så er vi også nødt til at se, om vi når målene. Samtidig er det jo et spørgsmål, om karakterer er en måling af undervisningen, og de skulle i hvert fald nødig stå alene så kunne man frygte, at undervisningen ville blive målrettet direkte imod gode prøvekarakterer«, siger John Larsen og henviser til læringsforskeren Hans Henrik Knoop, som beskriver, hvordan elever lærer hurtigt og godt, når de er drevet af lyst. Derfor ser Dalmose-lærerne de bløde værdier tryghed og glæde som forudsætninger for et højt fagligt niveau.

»Vi vil ikke bruge det her til at sammenligne med andre skoler, men som et værktøj«, understreger speciallærer Hans Jørgen Konradsen. Og selvom der er mange friskoler i lokalområdet, har Dalmose-lærerne heller ikke tænkt procentmålingerne ind i en konkurrencesammenhæng.

Dalmose Centralskole har ligesom de andre tre skoler i Hashøj Kommune 0. til 6. klasse. Men fra 7. klasse samles alle kommunens elever i Dalmose, hvor »brikkerne blandes på ny«, og der dannes fire helt nye klasser:

»Der er mange fordomme om den skole, og hvert år spørger forældrene, om deres søde klasse fra Flakkebjerg dog ikke må få lov at fortsætte udelt. Og hver gang forklarer vi, at vi har den holdning, at eleverne har bedst af at starte forfra. For det er nemlig vores oplevelse, at to-tre måneder inde i skoleforløbet synes eleverne også, det er alle tiders, og de er glade for at have fået udvidet deres horisont og fundet venner i den anden ende af kommunen«, fortæller Per Holm Hansen, der er lærer i overbygningen.

Dokumentation for fornemmelser

»Og nu har vi så fået dokumentation for, at vi har ret i vores fornemmelser«.

Målingerne på skolens hjemmeside stammer fra de spørgeskemaer, elever og forældre i Dalmose ligesom på så mange andre skoler udfylder som udgangspunkt for skole-hjem-samtalerne i efteråret. Og et par måneder inde i skoleåret så 91 procents af eleverne i de fire 7.-klasser tilbage på en tryg overgang til den nye klasse.

Lærerne får kun de tal, som også bliver offentliggjort. Men skoleinspektør John Larsen tager en snak med hver enkelt klasselærer med udgangspunkt i tilbagemeldingerne fra hver enkelt elev, så man sikrer, at der bliver taget hånd om elever, der har svaret, at de ikke er glade for at gå i skole, eller at de ikke oplevede en tryg overgang til overbygningen.

I onsdags var første gang, Dalmose offentliggjorde målinger i forhold til værdigrundlaget, og de går mest på punkterne tryghed, glæde og samarbejde. Senere vil man gerne udvikle målinger på nogle af de andre punkter:

»Vi må prøve at finde ud af, hvordan vi måler på vores samarbejde med forældrene, og man kunne måske også sætte sig mål for, hvor mange beskikkede censorer vi har. Og med hensyn til ansvar har vi for nylig indført en hærværkskonto. Hver klasse har en konto med 1.000 kroner og ansvaret for at aflevere deres klasselokale og fællesarealerne i samme stand, som de modtog dem«, fortæller John Larsen, der også har været ude at tjekke lokalernes stand. Det fik eleverne til at tage kontoen særdeles alvorligt og udbedre skader, de selv kunne klare, for ikke at skulle hoste op med penge, som de ellers får mulighed for at bruge til et socialt arrangement sidst på året.

kravn@dlf.org

Lagkagediagrammer over trygheden

91 procent af eleverne i 7. klasse har haft en tryg overgang fra hovedskolen, det vil sige fra 6. klasse på en af Hashøj Kommunes fire skoler, til overbygningen på Dalmose Centralskole.

20 procent af forældrene i 0. klasse mener ikke, at samarbejdet mellem skolen og Dalmoses to børnehaver er velfungerende.

Det er nogle af de oplysninger, som findes i punktform, tabel og lagkagediagram på Dalmose Centralskoles hjemmeside, www.hashoej.dk/dalmoseskole

»Der er ikke tale om en videnskabelig undersøgelse«, understreger skoleleder John Larsen på hjemmesiden. »Besvarelserne kan være præget af elevens humør den pågældende dag måske havde hun fødselsdag og var særligt glad, eller måske havde nogle kammerater drillet, så vedkommende var ked af det.

Alligevel mener vi, at undersøgelsen giver et godt øjebliksbillede af Dalmose Centralskole på målepunkterne«.

På hjemmesiden kan man også læse, at ud over at leve op til folkeskolens formål vil Dalmose Centralskole arbejde for tryghed og glæde, samarbejde og fællesskab, faglige kompetencer, frihed og ansvar.