Når emnet er undervisning af børn med vanskeligheder, er det gang på gang Niels Egelund, der kommer til orde i medierne.

Han slår til lyd for, at specialundervisning skal foregå i klassen. Helt aktuelt støtter han sit synspunkt på en undersøgelse, hvor man spurgte eleverne, hvad de mente om emnet.

Dog ved vi lærere, forældre og vel også elever at hvis man for eksempel har læsevanskeligheder, er der brug for fred og ro for at få lært at læse og skrive. Det er der ikke noget nyt i, og det må ikke sættes over styr, for så svigter vi en stor gruppe elever i den danske folkeskole.

Hvis vi følger Egelunds tanke, skal specialundervisningen foregå i klassen som en del af den differentierede undervisning. Man må gå ud fra, at der samtidig tildeles klassen ekstra lærerresurser. Men problemet er, at en sådan tolærerordning meget ofte vil blive brugt til at klare de urolige børn.

Vi prøvede det jo for en snes år siden, hvor man mente, at elever, som blev sendt ud af klassen for at få specialundervisning, oplevede det som et nederlag. Men der gik ikke mange år, før vi måtte se i øjnene, at det ikke gik, fordi der ikke var ro til, at de kunne få lært noget.

Nu skal kommunerne forberede sig på at blive lagt sammen. Nu har vi chancen for at få oprettet nogle nye gode læsehold, som kan tilgodese de elever, som har behov for den slags undervisning. De elever, som er direkte ordblinde, skal vel ikke blot sidde i klasserne og føle sig dumme som i gamle dage.

Jeg ved fra mange møder med frustrerede forældre, at der er behov for en indsats på dette område. Der er i modsætning til hvad man oftest hører brug for en målrettet indsats, så vi kan få samlet de elever op, der har faglige vanskeligheder, for dem kan vi gøre noget for, og vi ved, hvordan det skal gøres.