De er små drenge. De er højt begavede. Og de stiller spørgsmål om emner, som andre børn ikke skænker en tanke.

Derfor undrede det drengene meget, at de to tårne på World Trade Center brasede sammen. Hvorfor var de ikke konstrueret, så de kunne holde til at blive torpederet af et par fly?

Drengene satte sig for at løse gåden og begyndte at bygge deres egne tårne. Undervejs holdt de sig for øje, hvilke ting man skal tage sig i agt for, og hvordan de bærende dele skal placeres, så et tårn ikke vælter.

De dybsindige overvejelser omkring World Trade Center er udviklet på M-holdet, Mensaholdet, på Holmegårdskolen i Hjørring. Her har fem drenge en fra 2., tre fra 3. og en fra 5. klasse siden oktober sidste år mødtes fem timer om ugen for at få specialundervisning.

Drengene har to ting tilfælles. De er testede af skolepsykologen og fundet usædvanligt højt begavede. Og de har personlige vanskeligheder og har forstyrret undervisningen for de andre elever.

Det er ikke mindst drengenes adfærdsproblemer, der har fået skoleinspektør Søren Christian Jensen til at sætte specialundervisning i gang. Primært for at udfordre drengene intellektuelt og dermed forhåbentlig forbedre deres adfærd.

Vil ikke lave eliteskole

Søren Christian Jensen har i mange år interesseret sig for særligt begavede børn. I ti år har han bedt lærerne om at holde øje med, om de havde elever, der så ud til at kede sig på grund af for få udfordringer i klassen. Han fik én tilbagemelding over ti år.

»Det fortæller mig, at fokuspunktet ikke er på plads og i orden. To procent af befolkningen er ekstra højt begavet. Det svarer til, at der skal være op mod ti elever her på skolen. Vi har været for travlt optaget af at udvikle elever med ringe forudsætninger og overset dem med gode forudsætninger. Jeg ønsker ikke at lave en eliteskole. Det er unødvendigt. Men det er nødvendigt, at vi giver højt begavede børn særlig opmærksomhed og tilrettelægger undervisningen, så den også er spændende for dem«, siger Søren Christian Jensen.

Han mener ikke, det behøver at være så kompliceret at tilgodese forskelle intellektuelle niveauer i en klasse.

»Det er blevet en vane at tænke, at undervisningsdifferentiering er så svært og koster så mange resurser. Men det er et spørgsmål om at ville. Hvis udgangspunktet er, at det er svært, så duer det ikke. Det er en forkert holdning. Folkeskolen har tradition for at give omsorg, og omsorgen har helt naturligt været rettet mod børn med få eller ingen resurser. Men her har vi børn, der har lige så store vanskeligheder som dem, vi plejer at tage os af. De skal også lukkes ind i fællesskabet«, understreger skoleinspektøren, der hverken har fået ekstra bevillinger eller gjort vold på sit budget for at tilgodese drengenes evner.

»Det var jo bare at sætte nogle timer af, finde et par lærere, der gad, og så komme i gang! Jeg betragter det som en del af de timer, vi forbruger til elever, der har ekstra behov«.

Tester centrifugalkraften

Jens Ole Thomsen er en af de to lærere, der underviser drengene. Han har også interesseret sig for højt begavede elever i flere år og var derfor et naturligt valg som lærer for M-holdet.

»Det er spændende og anderledes at arbejde med drengene. De skal fodres på en helt anden måde, og jeg skal tænke i andre baner. De har et langt højere abstraktionsniveau, og jeg taler til dem med et højere lixtal«, forklarer Jens Ole Thomsen.

Drengene er selv med til at bestemme, hvad de vil arbejde med. Blandt andet har de lavet deres egen hjemmeside, og de er meget optaget af forskellige former for tankespil såsom puslespil, der skal samles til cirkler og kvadrater. I øjeblikket konstruerer de deres egne labyrinter.

Det er Jens Ole Thomsens klare opfattelse, at drengene sætter stor pris på de timer, de har sammen.

»Det har været meget vigtigt for dem at møde ligesindede, så de kan se, at de ikke er anderledes. Som gruppe bekræfter de hinanden i, at det er legalt at være højt begavet og møde nogle, der tænker i samme baner. Drengene ved godt, hvorfor de er i klassen. De ved, at de har det problem, at de er kloge. For det er et problem for et par af drengene. De er så meget anderledes, at de har lagt låg på sig selv og gjort sig selv mindre begavede for ikke at stikke snuden for langt frem«, siger Jens Ole Thomsen.

Koster ikke ekstra

For tre år siden var Søren Christian Jensen første gang på banen med ideen om at give specialundervisning til særligt begavede børn. Ideen løb ud i sandet. Skolelederen anede ikke, hvordan han skulle gribe opgaven an, og litteratur og viden om emnet var yderst sparsom. Sådan er det stadig, men han har taget springet. Fordi tiden var til det. Fordi det lykkedes ham at få det formuleret, så lærerne forstod, hvad han mente. Fordi han fik opbakning fra en interesseret skolebestyrelse og en samarbejdende psykolog. Og ikke mindst fordi han stod over for fortvivlede forældre og fem små drenge med store problemer.

»Mit ærinde var og er at hjælpe de børn, der mistrives. Vi har understreget over for forældrene, at vi ikke rigtig ved, hvad det er, vi sætter i gang. Men vi ved, at deres børn ikke trives ordentligt, og det vil vi gerne lukke op for ved at give dem en bedre skoledag. Vi har ingen særlig viden, men vi prøver at drage vores egne erfaringer og fornemmer os frem«, siger skolelederen.

Forældrene bakkede op, og resultatet her fire måneder senere taler for sig selv.

»Drengene har helt åbenbart fået en selvtillid, de ikke havde før. Selvtillid er udgangspunktet for, at de kan åbne sig over for andre. Så er angsten ikke længere så meget til stede. De bliver udfordret intellektuelt, og det synes de er sjovt. Det gør, at andre ting glider lettere ned«, siger Søren Christian Jensen.

Foreløbig har skolen budgetteret med, at M-holdet fortsætter i næste skoleår. Men det er ikke tanken, at skolen i al evighed skal have et hold for særligt begavede elever. Tværtimod.

»Mit mål er, at der i undervisningen altid skal være noget, der ligger ud over det første lag i pyramiden. Som lægger op til de nysgerrige, intellektuelle børn, vi har. Vanskelighederne ved at udarbejde et sådant materiale er overdrevne. Hvis en stil for eksempel er ordentlig formuleret, er der noget til alle. Opgaver kan godt stilles, så de rammer alle elever på det niveau, de nu er på. Det er et spørgsmål om vane, og alle lærere ved jo godt, hvordan de skal formulere sig«, understreger Søren Christian Jensen.

folkeskolen@dlf.org