Debat

Helbredsnævnet – nu helt uden regler

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For nylig fik jeg brev om, at Helbredsnævnet havde vurderet, at min erhvervsevne ikke er nedsat til en trejdedel eller mindre, og at jeg derfor ikke er berettiget til kvalificeret svagelighedspension.

For de fleste en dejlig besked, men for mig et farvel til fire pensionsår.

Jeg mødte Helbredsnævnet første gang, da jeg blev afskediget i september 2002 på grund af en diskusprolaps og den mængde sygedage, der fulgte.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

På baggrund af en lægeattest fra marts 2002 vurderede Helbredsnævnet da, at jeg ikke ville kunne komme tilbage i normal funktion, og jeg blev tilkendt almindelig pension fra fratrædelsesdagen.

Allerede inden min afsked var kommunen gået i gang med at finde ud af, hvor meget/lidt jeg kunne arbejde en lang, trang og snørklet vej fra behandling til arbejdsprøvning og tilbage igen i forsøget på at undgå at tilkende mig førtidspension.

I april 2003 konstaterede kommunen, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og sagsmappen bugnede nu af udtalelser fra speciallæger, amtets konsulenter og specialister.

En konklusion sagde, at min rest­arbejdsevne vurderedes til to timer om ugen.

På den baggrund var der ikke mulighed for at anvise nogen form for arbejde, og jeg blev tilkendt førtidspension.

Her mødte jeg så Helbredsnævnet igen.

Da jeg var tjenestemand, blev kendelsen om førtidspension forelagt Helbredsnævnet med ønske om opgradering til kvalificeret svagelighedspension (fuld pension).

Svaret fra Helbredsnævnet var altså, at min erhvervsevne ikke var nedsat til 1/3 eller mindre.

Oversat til almindeligt dansk siger Helbredsnævnet, at jeg kan arbejde 21/2 time om dagen.

I min bunke af sagsakter ligger som nævnt en præcis udmåling af min erhvervsevne.

Amtets specialister i arbejdsprøvning siger, jeg kan arbejde to timer om ugen.

Hvorfor denne forskel?

Jo, via aktindsigt fandt jeg ud af, at Helbredsnævnet blot har pustet støvet af lægeattesten fra marts 2002 og ganske enkelt ikke har gidet læse alt det nye materiale inden den ny afgørelse.

Var dette sket før 1. januar 2003, havde en tilkendelse af førtidspension på trin to eller tre automatisk givet mig kvalificeret svagelighedspension.

Efter pensionsreformen er tilkendelse af førtidspension blevet et enten-eller, og man skulle tro, Helbredsnævnet ville indrette sig efter de nye forhold og vælge enten at tage en kommunes afgørelse til efterretning eller beslutte sig til i hvert enkelt tilfælde at forlange at se alle sagsakter og sætte sig ind i dem.

Min sag viser med al ønskelig tydelighed, at Helbredsnævnet ikke har fundet sine ben efter reformen.

Der er stadig tjenestemænd ansat i folkeskolen, og med den nuværende aldersfordeling må det forventes, at Helbredsnævnets arbejdsbyrde øges i de kommende år.

Det ville være logisk for vores (fag)forening at gå ind i en sådan sag og bruge den til at få afklaret det principielle og stille krav om seriøs sagsbehandling i Helbredsnævnet.

Men nej.

Forelagt alle sagens akter svarer DLF, at den synes, jeg selv skal sende materialet til Helbredsnævnet med anmodning om ny behandling.

Så er det, jeg endnu en gang spekulerer på, hvorfor jeg har betalt kontingent de sidste godt 40 år.

Svar

Det er korrekt, at Helbredsnævnet nu tager selvstændig stilling til berettigelsen til kvalificeret tjenestemandspension. Der er ikke som før 1. januar 2003 tale om en automatisk tilkendelse, når man har fået tilkendt en social førtidspension.

Kriteriet for at få tilkendt kvalificeret tjenestemandspension er, som du ganske rigtigt skriver, en nedsættelse af erhvervsevnen med mindst 2/3. Desuden gælder, at afsked skal have fundet sted inden det fyldte 60. år.

Efter ændringerne af Lov om Social Pension 1. januar 2003 kan det være ganske svært at få tilkendt social førtidspension. Hvis det var valgt fortsat at gøre tilkendelse af social førtidspension til betingelse for kvalificeret tjenestemandspension, kunne dette også have medført færre tilkendelser af kvalificeret tjeneste­mandspension.

Det er også korrekt, at Helbredsnævnet alene tager stilling til berettigelse på baggrund af de fremsendte akter. Derfor er det vigtigt, at alle relevante lægelige akter kommer frem til Helbredsnævnet.

Som du beskriver dit sagsforløb, har der nu to gange været taget stilling til din eventuelle berettigelse til kvalificeret tjenestemandspension. Der foreligger nu som led i din sociale sag nye lægelige oplysninger. Sagen har været vurderet i Danmarks Lærerforening, og din lokalkreds har sendt materialet fra den sociale sag til Helbredsnævnet med anmodning om en revurdering.

Det er derfor min vurdering, at DLF centralt og lokalt har fulgt op på din sag på kvalificeret vis.

Astrid Schjødt Pedersen, formand for DLFs organisationsudvalg

Powered by Labrador CMS