Debat

Når virkeligheden melder sig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På store konferencer, hvor intet gælder for alvor, bekræfter man fordrageligt hinandens rigtige meninger. En sådan konference, hvor intet for alvor var i spil, og hvor tiden nærmest skulle gå til frokost, afvikledes i november. Her erklærede direktøren i Dansk Industri, Hans Skov Christensen, at »industrien ikke ønsker unge, der kun er fagligt dygtige og ikke kan tænke selv«. Sådanne ord ødelægger ingen hyggelig stemning. Men dengang var nye alvorlige problemer heller ikke bragt i spil. Det er de nu. Undervisningsministeren har trods klare faglige mål og andre småstyrkelser af en skamskudt faglighed været nødt til måske af politiske grunde endnu en gang at give efter for udvandingen af nogle gode hensigter og makle prøverne i geografi, biologi og fysik/kemi sammen i én fælles prøvesuppedas. Og så må Dansk Industri forlade de hjertelige skåltaler og hugge hælene i. For hvor bliver prøven i fysik af i rodet? En sammensmeltet prøve i alle tre fagområder ender selvfølgelig med at blive en prøve i ingenting tilsat lidt småfornemmelser for udvist social adfærd i prøvesituationen. Næsten som dengang man ødelagde fagene historie, geografi og biologi i det sammenlegerede, antifaglige monstrum: orientering, hvor prøven sluttede med en karakter, der blot var et bredt punktum for ingenting. Og noget så dynet har industrien ikke brug for. Eller har den? I en frygtblandet retræte bløder industrien straks sit prøvesyn op i parathed til at knægte de bogliges muligheder med remsen om, at svage og stærke selvfølgelig skal gå til samme prøve. Man skulle jo nødig give indtryk af, at man mener, hvad man siger.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget